Louisianas koncertsal er fyldt til bristepunktet, og udenfor døren står en stor flok, som ikke lukkes ind, men bliver henvist til en storskærm i haven. Alle vil de høre den her lille norske mand, som skriver så fortryllende: Per Petterson. Som sin landsmand, Karl Ove Knausgård, gjorde det i 2011, trak også Per Petterson fulde huse på Louisiana Literature, både torsdag eftermiddag, hvor han blev interviewet af Kim Skotte, og fredag aften, hvor han egenhændigt fortalte om sit forfatterskab. Men alligevel er der forskel: hvor Knausgårds publikum sædvanligvis består af 80% kvinder i den modne alder, så er Per Pettersons publikum meget mere broget; unge og gamle, kvinder og mænd, bibliotekarer og direktører.

Torsdag kommer vi i god tid, tror vi, men god tid er relativ, for dørene er lukkede ind til koncertsalen, der er ikke flere ledige pladser. Vi må tage til takke med storskærmen i haven, den ved siden af Yoko Ono-træet. Per Petterson lægger ud med at læse op fra begyndelsen af sin seneste roman, ’Jeg nægter’. Han sidder der, en lille, slank mand i kortærmet skjorte og cowboybukser. Helt almindelig og alligevel en verdensstjerne. Imens han læser, flytter han hele tiden på sine fødder, som hviler på barstolen og åh, at høre Per Petterson læse Per Petterson – og så på norsk!

Kim Skotte spørger til Pettersons teknik, ved han fra begyndelsen hvad det hele ender med, findes der en plan for historien og fortællervinklerne? Slet ikke, svarer Petterson. Den første sætning sætter det hele i gang og så kører det derfra. Alt er baseret på intuition. Og allerede på side 1 skal han have fornemmelsen af, at han har fat i noget, at det føles rigtigt, før det kan han ikke skrive videre. Det betyder, at han bruger 99% af det, han skriver, for som han siger, ’det er jeg nødt til, for jeg skriver så forfærdeligt langsomt’.

Venskaber og den kristne etik
Torsdagens interview handler om ’Jeg nægter’, som er fortællingen om Tommy og Jim, om et ungdomsvenskab, der pludselig hører op og om, hvordan den stærke bliver svag og den svage bliver stærk. Hvor Tommy klarer sig på trods af en barndom med en voldelig far og en mor, der stak af, går Jim, den kristne med den stabile opvækst, ned med flaget.

Kim Skotte spørger Per Petterson, hvad det er, der sker med det venskab. Venskaber er intuitive, svarer Petterson, de har en grad af umiddelbarhed, som er helt afgørende for deres konstitution og overlevelse. Og på meget diplomatisk vis får Petterson insinueret, at Jims nedtur kan have noget at gøre med den kristne etik, at Jim føler han skal gøre sig fortjent til venskabet med Tommy. Og da Tommy og Jim er ude at stå på skøjter, og isen giver sig, og Jim i angst skubber Tommy tilbage med det formål selv at komme hurtigere frem, da går det galt for Jim. For han har forbrudt sig på sine krav til sig selv om at være god og gøre sig fortjent til Tommys venskab. Men, som Petterson siger, ’hvis man først skal tænke over om man fortjener et venskab, så kan det være det er for sent, når man er færdig med at tænke’. Lidt ligesom med kærlighed, tænker jeg for mig selv, derude på plænen, og Kim Skotte siger det samme inde i koncertsalen. ’Ja, lige med undtagelse af det seksuelle’, bemærker Petterson, hvortil Kim Skotte svarer, at det kan man nok finde en løsning på alligevel. 

Læseren skal være der, hvor jeg er.
En enig anmelderskare, såvel skandinavisk som europæisk og transatlantisk, hylder Petterson for med sit sprog at tage læseren med. Man er der sammen med ham, i de norske skove, i bygderne, på fisketurene. Kim Skotte spørger ham, hvordan han har det med krimier og plots. Ikke godt, svarer Petterson, han ser en stor uretfærdighed i at holde læseren hen som den eneste, der ikke ved, hvad der skal ske. Der er mange forfattere, som tror, at det er det, læserne gerne vil have, men det er lige omvendt, siger han. Hele ideen om at holde kortene tæt ind til kroppen er helt forfejlet ifølge Petterson, for som han siger, ’hvis du lægger kortene på bordet med det samme, får du nye kort!’.

Et slidsomt forfatterskab
Fredagens arrangement med Per Petterson er lige så stort et tilløbsstykke. Belært af erfaring er vi i rigtig god tid, og vi får plads. I modsætning til torsdagens interview er dette et solo-show. Petterson er blevet bedt om at fortælle om sit forfatterskab. Han starter helt ydmygt ud således: ’Godaften. Jeg hedder Per Petterson. Jeg er norsk forfatter. Jeg er født i 1952 i Oslo’. Igen i cowboybukser og kortærmet skjorte.  

Han lader sit foredrag handler om særligt sine forældre. Om faderen, som han i interviewet med Kim Skotte beskriver som mild og god, men som han samtidig føler, at han næsten ikke har kendt. Som ikke læste andet end western- og cowboybøger. Om moderen, som altid læste bøger, klassikere, og hvis sidste ord til ham, inden hun omkom på Scandinavian Star, var, at hun håbede hans næste roman ville være mindre barnlig. Da moderen fyldte 60, besluttede Petterson sig for at han ville holde en tale for hende på hendes fødselsdag. Og det var ikke noget, man sædvanligvis gjorde i familien Petterson, men han følte at nu var det tiden til det. Han fik holdt en fin tale for hende. Så, et par år senere, da faderen fyldte 75, havde han fuldstændig glemt at forberede en tale. Derfor rejste han sig op, midt i det hele, med det formål at holde en improviseret tale. Og så, da han stod der, anede han ikke, hvad han skulle sige om sin egen far. ’Det var det pinligste øjeblik i mit liv’, konstaterer han ærligt, og hele koncertsalen synker en ekstra gang.

Om starten på sit forfatterskab fortæller han, hvordan han som ung dreng møjsommeligt læste sig igennem alle titler på børnebiblioteket og derfor af bibliotekaren måtte forfremmes til voksenafdelingen. ’Pas på øjnene ikke falder ud’, sagde folk altid til ham, men det var det, der gjorde mig til forfatter, bemærker han stille. Og det har ikke været en dans på roser, selvkritikken var hård at få bugt med. Dengang han startede med at skrive i 70erne, turde han aldrig afslutte sine skriverier af frygt for, hvordan de ville blive modtaget.

En lille verdensstjerne
Når man sidder der som publikum på smukke Louisiana, så tæt på en lille verdensstjerne, så kommer man hurtigt til at føle, at man er blandt en særlig udvalgt skare af personer, der bliver tildelt et sjældent indblik i Per Pettersons liv. En hurtig Google-søgning viser dog, at det, han her fortæller, har han fortalt før – til danske, spanske, engelske, amerikanske medier. Og selvfølgelig har han det. I et af disse interview siger han det ligeud: ’På et tidspunkt blev jeg nødt til at opfinde en metode til at klare presset. Så nu er jeg en skuespiller, der spiller Per Petterson. Det ville gøre mig mere nervøs at skulle tale til 10 personer fra en nærliggende landsby i Norge end 600 personer i en sal på Manhattan’ (The Guardian, 3/1/2009). Altså ingen eksklusivitet for Louisianas publikum. Måske netop ikke for lige præcis Louisianas publikum.

Petterson afslutter sit foredrag med at læse op fra ’Jeg nægter’. Igen på blødt, klingende norsk. Måden, han udtaler ’kysser’ på, og navnet ’Jim’, uden det der dumme ’d’, vi angloficerede danskere putter på. På vej ud af koncertsalen beslutter jeg mig: Hans næste roman vil jeg læse på norsk.

Reportagen er skrevet af en af Litteratursidens brugere.

"Arseniktårnet" af Anne B. Ragde debatteres i læseklubben Blandede Bolcher.

I forrige uge var Dorthe Nors' novelle 'Hejren' fra novellesamlingen 'Kantslag' i The New Yorker, og hun fortæller her lidt om, hvordan det kunne gå til.

Det er en lang historie, but here goes:

Det begyndte for fem år siden. Oversætteren Martin Aitken kontaktede mig og spurgte, om vi ikke skulle prøve at oversætte nogle af novellerne fra min samling Kantslag med henblik på at få dem i amerikanske litteraturmagasiner. Sjov ide, tænkte jeg, og fordi jeg havde et godt amerikansk netværk, var der gode folk at spørge til råds. Over de første år fik vi således noveller i en lang række litteraturmagasiner. Det er der meget godt at sige om, fordi a) litteraturmagasinerne i USA har et højt niveau b) magasinerne ofte er tilknyttet gode universiteter c) magasinerne læses af amerikanske forlag. De talentspejder i dem.

Når man skriver på et lille sprog og bor i et lille land, med små oplag og et mikroskopisk, til tider klaustrofobisk litteraturmiljø, så skal man nyde, at der er en verden udenfor Verona, en verden, der tænker anderledes om litteratur, en verden fuld af læsere, der møder ens tekster med friske øjne, og må danske forfattere godt komme ud at lege? Ja, det må danske forfattere godt.

For et par år siden indledte jeg via en amerikansk kollega, samarbejde med tidsskriftet A Public Space i New York. Jeg udgav et par noveller hos dem, jeg skrev en artikel for dem, og er i øjeblikket også gæsteredaktør på en udgave af magasinet. Og så en dag fortalte chefredaktør, Brigid Hughes (tidligere chefredaktør på The Paris Review) mig, at de nu indgik i et samarbejde med det anerkendte forlag Graywolf Press. Hun sagde også, at de gerne ville have, at min bog Kantslag blev den første udgivelse i samarbejdet. Vi er nu fem år inde i den amerikanske historie, og jeg løber rundt i Valby og er glad.

Det skal jo med, at det her er noget, man gør alene. Eller – man skal have sig en god oversætter, og så skal man gøre det uden dansk forlagsassistance. Med mindre du hedder Jussi Adler Olsen eller skriver erotiske romaner, så skal du ikke forvente, at forlagene løfter klassisk litteratur ud i verden i disse år. En bog skal kunne sælges på paller før den får nogen videre støtte i sin udlængsel. Eller den skal i hvert fald kunne sælges til en seks-syv lande ad gangen. Det er begrædeligt! Men sådan er det. Videre, videre.

Vi nærmer os nu det øjeblik, hvor jeg får en mail fra min amerikanske redaktør. Det er i juni i år, og i mailen står der: The New Yorker wants to publish The Heron. Det havde jeg ikke set komme, for blandt alle amerikanske magasiner, er The New Yorker noget nær umulig at komme i.  Magasinet har over en million abonnenter. Siden 1925 har det været et af de vigtigste magasiner i verden at få sin litteratur udgivet i. Listen af bidragydere gør en både svimmel og ydmyg, og rygtet har det, at ingen har fået en novelle i magasinet ved selv at sende ind, siden engang i 90’erne. Men nu havde mit forlag altså indsendt uden jeg vidste det, og The New Yorker ville gerne udgive min novelle Hejren. Det var stort. Og det var ikke mindre svimlende, da det viste sig, at ingen dansker før havde haft et stykke kortfiktion i bladet. Nu tænker I selvfølgelig på Baronessen, og det gjorde jeg også, men nixen bixen Karen Blixen.

Forrige mandag blev Hejren så udgivet sammen med et lille interview. Det var en stor dag, og lige siden har jeg glædet mig til at se den såkaldte cover-version; det, der lugter af tryksværte, 5th Avenue, Broadway og Jumpin’ Joe DiMaggio. Og det ankom med posten i går, og nu ligger det så der på mit danske skrivebord. Svært at kuple sin hjerne over og fantastisk at bladre i og i øjeblikket pakket omkring en fisk i Amerika. Det sker en gang i livet, og man er glad, når det sker, og så arbejder man videre.

Videre, videre.

Der er spænding til det sidste, når Danmarks største debutantpris uddeles den 27. september. To lovende forfattere modtager hver 50.000 kr, og i år er det med Litteratursiden som ny partner.

Kim Leine, Lone Aburas, Stine Pilgaard og Asta Olivia Nordenhof er bare nogle af de forfattere, som har modtaget boghandlerparret Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat. Prisen uddeles til yngre danske forfattere, der har haft en lovende debut, og i år er Litteratursidens chefredaktør, Lise Vandborg, med i juryen sammen med blandt andre litteraturprofessor, Anne-Marie Mai, og anmelder ved Weekendavisen, Lars Bukdahl.

Den festlige prisuddeling finder sted på Vejle Bibliotek fredag den 27. september kl. 15, og prismodtagerne offentliggøres samme dag. Ved prisfesten kan man ud over juryen møde én af de tidligere modtagere af prisen, Amalie Smith, som vil fortælle om prisens betydning for hendes forfatterskab.

Litteratursiden har i hele september sat fokus på årets debutanter og gennem et stort tema kastet lys over nogle af tendenserne hos de nye forfatterstemmer. Udvalget af værker i temaet er dog sket uafhængigt af prisen. Samtidig har vi i blogindlægget Debutanterne er bogmarkedets dynamoer! argumenteret for, at årets talentfulde debutanter er med til at skabe et rigt og mangfoldigt bogmarked nu og i fremtiden. Pointen i indlægget er, at bibliotekerne har et ansvar i forhold til at udvælge og formidle debutanter med henblik på at bevare det litterære vækstlag. Derfor vil vi på Litteratursiden også fremover præsentere flere debutværker. Vi vil således hvert år i september have et stort tema om debutanter og give mulighed for at diskutere værkerne i en læseklub.

Her på redaktionen glæder vi os til prisoverrækkelsen og vil naturligvis rapportere fra den på Litteratursiden. Sidst på eftermiddagen fredag den 27. september kan du læse på Litteratursiden, hvem juryen har udpeget som dette års to mest lovende debutanter.

Alle er velkomne til prisfesten, og der er gratis adgang til arrangementet. Der er også andre muligheder for at møde de to prisvindere, for som en del af partnerskabet om debutantprisen koordinerer Litteratursiden arrangementer på landets biblioteker med prisvinderne. Det giver dig som læser en enestående chance for at møde de to forfattere, som samtidig får mulighed for at møde nye læsere.

FAKTA OM BODIL OG JØRGEN MUNCH-CHRISTENSENS KULTURLEGAT

Legatet blev stiftet efter Vejles tidligere landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Prisen blev uddelt første gang i 2006.  Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.

At læse På sporet af den tabte tid tager tid. Alene værkets omfang – over 3200 sider i syv tætskrevne bind – er en udfordring for selv den mest vedholdende læser. Med sætninger der til tider kan strække sig over flere sider, er Marcel Prousts skrivestil ofte karakteriseret som ’svært tilgængelig’. Intet kunne være mere forkert for Proust kræver ingen særlige forudsætninger at læse. Man opdager, til sin fryd, at det er igennem Proust at læsningens vidunder åbenbares. At læse På sporet er at give sig selv tid.

Læsekredsen henvender sig både til alment litteraturinteresserede og til studerende, der ønsker en indføring i Prousts værk, hans æstetik og livsverden. Formålet med læsekredsen er at læse alle romanværkets syv bind – fra ende til anden.

MEN hvordan skal det hele foregå?
Jo, du kan både følge med i læsekredsens 'fysiske' møder og i dens virtuelle dimension. 

Det næste 'fysiske' møde finder sted 11/2 – 2013. Kl. 17 – 19.30. Og vil foregå på Hovedbiblioteket i Aarhus (lokale B, 1. sal). De kommende møder er (indtil videre) fastlagt til: 11/3

Aktiviteten i 'den virtuelle dimension' vil du kunne følge på denne side, nærmere bestemt ved at klikke på linket til 'På sporet af den tabte tid' nedenfor. Her vil du også kunne finde opdateret mødeplan, oplæg til diskussion og referat af nogle af de forrige møder.
Læs de seneste referater her:
1. møde - november 2011 
2. møde - december 2011
3. møde - januar 2012
4. møde - februar 2012
5. møde - marts 2012 
(Desværre er der ikke referater fra de seneste mødegange. Følg i stedet med i forummet for relevante diskussioner.)

Et par anbefalinger hvis du er ny udi Proust kan findes her:

Anbefalinger for Proust-interesserede

Tovholdere for læsekredsen er lektor i litteraturhistorie Steen Klitgård Povlsen (litskp@hum.au.dk) og cand.mag i litteraturhistorie Jacob Ulrich (jacob.ulrich@gmail.com). Kontakt os endelig hvis der er spørgsmål.

I denne læseklub vil vi læse og diskutere filmatiserede bøger, der er aktuelle i biografen eller som er godt på vej til at blive det. Vi vil også læse og debattere ældre filmatiserede bøger, hvor man kan se filmen på www.filmstriben.dk 

Vi er trods klubbens navn ikke specielt litterære, men bare vilde med bøger og film - i nævnte rækkefølge.

Tillader de geografiske afstande det, tager vi i biografen sammen og ser om filmen lever op til bogen eller om det for en gangs skyld er bogen, der mister terræn…

Har du lyst til at blive et filmlitterært klubmedlem, så meld dig til.

Klubben er for alle!

Bogen er til debat i november

Ja- og nej-hatte røg skiftevis af og på, da Litteratursiden lagde op til debat om bogmarkedets fremtid på BogForum med Jes Stein Pedersen, Jo Hermann og Mathilde Walter Clark.

”Jeg har ja-hatten på”, proklamerede Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, da han blev bedt om at forholde sig til fremtiden på bogmarkedet. Sammen med formand for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann, og forfatter .Mathilde Walter Clark, var Jes Stein Pedersen inviteret til at debattere, hvad de kæmpe omvæltninger, bogbranchen har været igennem de senere år, betyder for læserne.

I dag er bogsalg ikke længere forbeholdt boghandlerne, og de frie bogpriser har betydet et større fokus på enkelte bøger. Vi læser simpelthen i langt højere grad de samme bøger, end vi gjorde tidligere. Men er det overhovedet et problem, at vi langt hen ad vejen læser de samme bøger, spurgte Litteratursidens chefredaktør, Lise Vandborg, som oplæg til debatten.

De tre paneldeltagere gav indledningsvis hver deres bud på, hvad bogmarkedets største udfordringer er lige nu set fra deres perspektiv. Og det var så her, Jes Stein Pedersen tog ja-hatten på og lagde ud med en meget positiv analyse:

”Jeg er faktisk meget optimistisk. Den digitale revolution gør, at det aldrig har været nemmere at være forfatter, og det har heller aldrig været nemmere få fat på bøger, så det er meget svært for mig at være pessimistisk”, sagde Jes Stein Pedersen som mente, at det har betydet rigtig meget for den demokratisk samtale, at der er kommet et væld af nye erfaringer frem i kraft af de mange nye forfattere, der er kommet til. Stein Pedersen sigtede til alle de forfattere, som tidligere ikke vil være kommet igennem forlagenes nåleøje, men som med de nye tekniske og digitale muligheder kan udgive bøger, som tidligere aldrig ville være udkommet.

”De her erfaringer bliver ikke længere holdt nede af smagsdommere, som sammenligner alt med Dostojevskij, og det er fantastisk”, mente Jes Stein Pedersen, som også forudså, at Jo Hermanns forening, Dansk Forfatterforening, ville have 5,5 mio. medlemmer om få år, for ”til den tid er vi alle forfattere”.

Jo Hermann, som er formand for Dansk Forfatterforening, var ikke helt så optimistisk som Politikens litteraturredaktør. Hun pegede på, at selvom der udkommer langt flere forskellige bøger, skal man jo som læser vide, at bøgerne eksisterer for at få fat på dem.

”Mange af de bøger, du snakker om, de findes jo ikke i boghandlerne. Derfor er bogmarkedet faktisk et stykke foran læserne, for eksempel i forhold til det digitale,” sagde Jo Hermann, henvendt til Jes Stein Pedersen. Ifølge Jo Hermann er det største problem i dag for læserne at få overblik over, hvad der overhovedet findes af bøger.

Mathilde Walter Clark har som forfatter selv prøvet både at udgive på et etableret forlag og selv at udgive, og hun mente, at spørgsmålet om selvudgivelser er mere komplekst end som så: ”Når alle kan komme til, så er det svært at komme til. Tendensen er, at de bøger, der sælger meget, sælger endnu mere. Det betyder, at alle mulige andre faktorer end kvaliteten spiller ind. Markedsføringen fylder meget, både for folk som udgiver på etablerede forlag, og når man gør det selv,” mente forfatteren, som også pegede på, at læserne har sværere ved at finde kvalitetslitteraturen.

Kvaliteten i litteraturen var et tilbagevendende tema i paneldebatten, for hvordan vurderer man egentlig litterær kvalitet, og hvem skal bestemme, hvad der er kvalitet i litteraturen?  Både Jo Hermann og Mathilde Walter Clark holdt fast i, at der er forskel på bøger, og at det er problematisk, at disse kvalitetsbøger ikke kommer ud og møder læserne. I modsætning hertil mente Jes Stein Pedersen, at kvalitetslitteraturen faktisk har langt større chancer for at komme ud: ”Tænk på Ulysses på nettet!”, som hans sagde.

Politikens litteraturredaktør gav ikke de traditionelle forlag mange år at eksistere i, vel at mærke hvis de fortsætter med samme forretningsmodel, som de altid har gjort: ”De forfattere, der ikke gider betale til Johannes Riis’ pension, mahognihåndtagene på Gyldendals kontorer og champagnen, når Yahya Hassans udgivelse skal fejres, de vil snart finde andre måder at udgive på. Forlagene skal virkelig rubbe neglene,” mente Jes Stein Pedersen, som var meget optimistisk – både på læsernes og forfatternes vegne men altså ikke på de traditionelle forlags.

Om der blev flyttet rundt på ja-hatte og nej-hatte på publikums hoveder er ikke til at sige, men de fik i hvert fald mulighed for at høre divergerende holdninger til bogmarkedet, kvalitetsparametre, smagsdommere, selvudgivelser og abonnementsordninger for litteraturen. De tre paneldeltagere var ikke enige om meget, men én ting var de dog helt enige om: At om få år ser bogmarkedet helt anderledes ud, end det gør i dag.

Foto: Jesper Bay

Artikelserie: Danske forfattere anbefaler deres yndlingsklassikere. Aktuel i denne uge er Anne Lise Marstrand-Jørgensen om T.S. Eliots The Waste Land.

 Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen

“'Classic' - a book which people praise and don't read.”

Sådan skrev Mark Twain i 1897, men har han nu også ret i det? Klassikernes betydning diskuteres den dag i dag stadig blandt kritikere og fagfolk, men hvis vi spørger nogle af Danmarks mest anerkendte forfattere, er der ingen tvivl; de læser og inspireres stadig af den klassiske litteratur. Derfor synes vi også, at det giver mening for os som læsere at dykke ned i klassikerne, hvis vi ønsker at opnå et anderledes og bredere perspektiv på den litteratur, der bliver skrevet i dag.

Men hvor skal vi så begynde og ende i dette uudtømmelige hav af litteratur? Det vil vi over de kommende uger give nogle bud på ved at lade en række danske forfattere anbefale hver deres yndlingsklassiker. Det er vores håb, at det kan inspirere flere til at gå i krig med disse klassikere, så vi kan vise, at Mark Twain tog fejl.

Lad dig fare vild i Ødemarken

Den første forfatter, der således vil anbefale os en klassiker, er Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun debuterede i 1998 med digtsamlingen Vandring inden ophør og har siden udgivet flere digtsamlinger og romaner. Anne Lise er mest kendt for de biografiske romaner om mystikeren, abbedissen og komponisten Hildegard af Bingen, som levede i Tyskland i 1100-tallet. Hendes seneste roman Hvis sandheden skal frem udkom tidligere i år. Anne Lise anbefaler T.S. Eliots The Waste Land (da. Ødemarken):

“T.S. Eliots The Waste Land nævnes sammen med James Joyces Ulysses som modernismens største værker. Det er frygtet og hyldet for sin kompleksitet og de utallige litterære referencer. Det er ikke noget muntert værk, og der har siden udgivelsen i 1922 hersket nogenlunde enighed om, at det må læses som et udtryk for den desillusionerede fortvivlelse, der bredte sig efter 1. Verdenskrig. Langt er det også: Sytten sider fordelt på fem dele og yderligere syv siders noter, der ved første øjekast virker som en håndsrækning, men som ved nærmere eftersyn bidrager til forvirringen. Så tæt, næsten tynget, af udkrystalliseret intellektualisme, som digtet er, taber man let pusten i Eliots kringlede, labyrintiske værk.       

April is the cruelest month, breeding. Således åbnes digtet, og det er vel nok en af de smukkeste og mest foruroligende førstelinjer, der findes. I en uhørt bevægende del af digtet følges forår af vinter og siden af sommer i et opsplittet og ukronologisk forløb, der løst bindes sammen af en kvindes erindringsglimt. Siden kommer andre stemmer til i en larmende, hviskende, syngende kakofoni. Der pågår en konstant vekslen mellem parodi, pastiche, komik og den dybeste alvor. The Waste Land er en kaleidoskopisk figur, der ændrer form, der drukner i ord og ekkoer af andres ord i så kompakt og afsindigt et spil, at man fortvivles, røres og løftes af den insisterende rytme og de prægnante sproglige billeder. Så snart man synes at have fået hold om noget, vises det fra den anden side: And I will show you something different from either/ Your shadow at morning striding behind you/ or your shadow at evening rising to meet you;/ I will show you fear in a handful of dust.

Man må ikke lade sig intimidere af det intellektuelle overload i Eliots digt. Det er bedre at betragte det som et løfte om, at digtet igen og igen vil vise sig at rumme større dybde og virke endnu stærkere, end man troede.

I lærebøger står der, at man kun forstår modernismen, hvis man kender Eliot. At han er for poesien, hvad Picasso var for malerkunsten og Stravinsky for musikken. Men selvom det kan være udmærket at læse The Waste Land af den grund, er det alligevel den mindst interessante indfaldsvinkel. Lader man sig ikke opsluge, giver man sig ikke tid til at nyde sproget, er det en ørkenvandring. Læser man derimod med modtageligt sind og hjerte, beriges og forandres man af vandringen gennem Ødemarken.”

- Anne Lise Marstrand-Jørgensen, november 2013

I næste uge vil Søren Ulrik Thomsen anbefale sin favoritklassiker.

(Artikelserien er udarbejdet som et led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)

Reportage fra Ursula Andkjær Olsens besøg på Åby Bibliotek den 13. 11. i forbindelse med temaudstillingen Billeder i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab– en udstilling om Olsens eksperimenterende forfatterskab skabt i samarbejde mellem Åby Bibliotek og Olsen selv.

Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med samlingen Lulus sange og taler og har siden udgivet intet mindre end 7 digtsamlinger, hvor hun senest er aktuel med Det 3. årtusindes hjerte. Denne er en undersøgelse af jegets modsætningsfyldte væsen, hvilket kommer til udtryk bl.a. ved en særpræget flerstemmighed, samt er den en undersøgelse af naturen vs. kulturen og det dyriske vs. den politiske orden - altså en undersøgelse af det meste. Men det er netop også det som poesi kan, fremhæver Olsen i samtale med Dan Ringgaard fra Aarhus Universitet: ”Poesi handler jo om alt, synes jeg, og derfor handler det også om den verden, der omgiver os. Hvordan sanser man kapitalismen? Jeg forsøger at bruge mig selv til at sanse de indtryk som verden giver på mig så at sige.”

Olsens interesse for og viden om musik kommer helt tydeligt frem i hendes digtning, og særligt når hun læser digtene højt. Hun har sin helt egen måde at fremsige teksten på, således at hun formår at skabe en ny tekst. Oplæsningen giver hermed nyt liv til ordene og nye refleksionsmuligheder.  

Efter en meget gribende oplæsning fra Det 3. årtusindes hjerte indtager Dan Ringgaard scenen og de to udveksler tanker og idéer om poesiens væsen og muligheder. Her understreges Olsens musiske tilgang til lyrikken, en kendsgerning hun først selv er blevet klar over i nyere tid, og sprogets musik er således en meget passende titel på aftenens arrangement.

Ifølge Olsen er sproget en noget kompliceret størrelse. ”Vi har jo sproget tilfælles. Det er ligesom det vilkår, at vi gennemtrænges af det almene, men også at man på en måde går rundt og har lige præcis hver sin opfattelse af hvad de enkelte ord betyder, som gør at mennesker utrolig tit misforstår hinanden. Der er noget der udveksles, men der er også nogle rester som ikke helt kan gå op. Alting kan altid siges på en anden måde end den jeg lige har sagt det på.”

Temaudstillingen, som foruden Olsens forfatterskab rummer billeder og app’en ”Jeg pynter mig” som er lavet i samarbejde med søsteren Julie Andkjær Olsen, kan besøges i LitteraturStedet på Åby Bibliotek frem til årsskiftet.

Vi læser denne bog i maj 2011

Artikelserie: I denne uge anbefaler Christel Wiinblad sin klassikerfavorit “Babettes gæstebud” af Karen Blixen.

Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen

I sidste uge i vores klassikerguide delte Søren Ulrik Thomsen sin begejstring for Ole Sarvigs digtsamling Jeghuset med os og opfordrede os til at give denne (glemte) klassiker en chance. I denne uge er det så Christel Wiinblad, der præsenterer sin favoritklassiker.

At indtage kunsten med krop og sjæl

Christel Wiinblad debuterede i 2008 med digtsamlingen 49 forelskelser, der er en samling kærlige portrætter af dels venner, familiemedlemmer og kolleger, dels medieikoner som Audrey Hepburn og Mick Jagger. Allerede senere samme år udkom Christels anden digtsamling Min lillebror, hvori hun beskriver hendes skizofrene lillebrors selvmordsforsøg. Digtsamlingen fik massiv mediedækning, da broderen efterfølgende faktisk begik selvmord. Christels seneste digtsamling Sommerlys udkom tidligere i år. I denne artikel deler Christel med os, hvorfor hun mener, Karen Blixens novelle “Babettes gæstebud” fra samlingen Skæbne-Anekdoter er en klassiker, vi stadig bør læse:

“”Babettes Gæstebud” betyder meget for mig. Det er en af de første tekster, jeg læste, der virkelig ramte mig. Den er meget stærk og overlegent ydmyg, men også både tematisk og stilistisk en fuldstændig sikker og afklaret tekst.

Jeg læser den først og fremmest som et intimt og måske også genert kunstnerportræt. Den ensomhed, barske skønhed og dybe fortrolighed med eget talent og eget menneskeligt værd stråler ud af denne Babette. Her har vi et menneske, hvis hemmelighedsfulde og tavse følelsesliv og indsigt i noget fuldstændig fundamentalt og gådefuldt lyser ud af hele hendes liv. Babette er en kvinde, der åbenlyst kender til både lidelse, meningsløshed, fattigdom og død, men også til den dybeste form for indre fred, rigdom og glæde. Hun er det fineste og barskeste. Hele hendes væsen, hendes måde, hendes liv og krop stråler af intens og højeksplosiv konsekvens og erfaring, af både indre helvede og himmel.

Det er svært ikke at læse den som Karen Blixens selvportræt. Jeg oplever i hvert fald teksten som en fortrolig bekendelse. Her træder forfatteren genert, men stærk og modig frem for sin læser og for verden, men også for sin skaber og for sig selv, tænker jeg. Teksten er en kærlighedserklæring. En dyb forståelse, indsigt og taksigelse, til skabelse som sådan, men også til det særlige at give uden at kræve noget igen, til det, der altså er kunstens væsentlighed, og til kærligheden. Til menneskeheden og til kunstneren, der netop er den, der kan skabe et helt særligt fællesskab, i hvert fald her i teksten.

“Babettes Gæstebud”s afklarethed er bemærkelsesværdig. Dens enkelhed, renhed og styrke virker stærkt på mig. Det er samtidig en meget fin og feminin tekst, der gør mig tryg. Der er ikke noget vildt ordgejl, der er intet forjaget og blindt forvildet, og det ser jeg op til. Det er netop en fortælling om ydmyghed. Om menneskelig kærlighed og om offeret til denne.

Måltidet, gæstebuddet, er jo netop det centrale her. Det er et kærlighedsoffer. Kunstneren Babette er kok, men ikke hvilken som helst kok. Måltidet, som hun tilbereder til de norske søstre og den indremissionske menighed virker stærkt transformerende ind i dem. Hun transformerer råvarerne, for eksempel skildpadden, til et perfekt komponeret værk, der virkelig virker, det bærer på en helt vild og forheksende kraft og magi. Den transformerer de norske indremissionske mennesker og opløser dem i hinanden i kærlighed.

Kunsten viser sig altså i den her tekst virkelig som noget, man indtager, både med sin krop og sin sjæl, den er en aldeles sanselig ting. Ånden er krop, krop er ånd, det forenes, og i dette helt særlige måltid bliver menneskerne ét med sig selv og med hinanden. Alle konflikter, alle begrænsninger, hæmninger og ego opløses, og himlen er i hvert fald for et øjeblik lige her på jorden. Det kan jeg vildt godt lide, det måltid er for mig et stærkt bevis og et håb på, at det virkelig findes, det fællesskab og den kærlighed, altså i virkeligheden og i livet og ikke i et eller andet abstrakt og forestillet hinsides. At det virkelig kan ske, det kan jeg godt lide.”

- Christel Wiinblad, december 2013

I næste uge anbefaler Leif Davidsen sin favoritklassiker.

(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)

Jeg er ikke formand for forfatterforeningen længere. Jeg er bare mig. Jeg må godt. Så nu siger jeg det: Jeg er træt af, at der ikke er nogen, der siger højt, hvad problemet med selvudgivere er.

For problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. Slut. Prut.

Forbeholdene er selvfølgelig, at der er perler imellem, naturligvis.

Forbeholdene er også, at med forandringerne i bogmarkedet vil det være sådan, at snart vil selvudgivere ikke være seje indie forfattere. Det vil være sådan, man gør - man er medudgiver, man er medproducent, man er som forfatter langt mere med i udgivelsesprocessen, og det er ikke noget problem, det vil jeg mene er et krav.

Men vi er ikke dér endnu. Vi er kun dér, hvor det er blevet nemt, muligt, sejt,  indie, at gøre det selv, og det gør Gud og hvermand så. Godt for demokratiet men overhovedet ikke godt for litteraturen. Og hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?

Jeg fortsætter nu med at generalisere og putte andre mennesker i kasser og siger: Selvudgivere opfatter sig lidt for ofte som banebrydere, revolutionære, undergrundslækre, eller "cool, creative, different". Jeg opfatter dem som regel som klynkende reaktionære, der tror, der er nogen, der ikke vil lege med dem, og at det i sig selv er strengt.

Som formand prøvede vi at tiltrække noget af det lækre litterære undergrundsmiljø i København til foreningen, men de ville da ikke være med hos os, sådan nogen etablerede, systembevarende forrædertyper. Sådan opfører selvudgivere sig sjældent. De vil mægtig gerne blåstemples af Dansk Forfatterforening.

Har jeg så læst alle de selvudgivende værker? Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg har heller ikke læst alle de forlagsudgivne værker, og forlag er bestemt ingen garant for kvalitet, selvom det altid bliver det modstillede argument, og det er ikke i orden, for det er en anden snak.

Til gengæld har jeg været til møder med biblioteksfolk, der klart synes, at forfattere sammen med dem skal udradere forlagene. For forlag har vi jo slet ikke brug for. Det er en markedsorienteret måde at anskue litteratur på, som skader os alle sammen på længere sigt, også bibliotekerne. Det er "1 million fluer kan ikke tage fejl: Spis lort"-logikken.

For selvom forlag til tider er de ondeste skurke, når man står i litteraturens tjeneste, så kvalificerer de som regel bogen. Og et afslag fra et forlag kan være en kikser fra forlagets side, to kan være en kommercialiserende tendens, som ikke er i orden, men tre betyder nok, at du ikke skriver godt nok til, at andre skal spilde deres tid med det, du skriver. Og tak for det på alle læseres vegne.

Det, som er i vejen med selvudgiverkulturen i Danmark er, at de bliver meget gale over det, jeg skriver her. De føler sig ofte forfulgt, udelukket, set ned på, ikke en del af det gode selskab. Der kan til tider være tale om konspirationsteoretiske argumenter, når man på sociale medier hører om hvorfor en kronik /et digt /et debatindlæg ikke er blevet trykt: "Det er jo klart, jeg er selvudgiver, så jeg må ikke være med".

Nej, jeg generaliserer. For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?

Artikelserie: Den fjerde anbefaling i vores klassikerguide kommer fra Leif Davidsen, som opfordrer os til at se nærmere på Tage Skou-Hansens 'De nøgne træer'.

Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen

Vi er nu nået til den fjerde anbefaling i vores artikelserie om danske forfatteres favoritklassikere. Sidst blev “Babettes gæstebud” anbefalet af Christel Wiinblad, og i denne uge deler Leif Davidsen sine oplevelser med De nøgne træer af Tage Skou-Hansen med os.

Den danske virkelighed i krig og fred

Skønt Leif Davidsen er bedst kendt for sine politiske romaner, debuterede han faktisk i 1973 med en række digte i tidsskriftet Hvedekorn. I 1984 udkom hans debutroman Uhellige Alliancer, som han bl.a. fik inspiration til gennem sit mangeårige virke som DR’s udenrigskorrespondent. En politisk kriminaltrilogi om Sovjetunionens sammenbrud indbragte ham bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen (for Den russiske sangerinde) og De Gyldne Laurbær (for Den sidste spion). Davidsens værker er drevet af den politiske og kulturelle virkelighed i Europa og udspiller sig ofte på det turbulente kontinent efter Berlinmurens fald. Dette er også tilfældet med hans seneste udgivelse, Patriarkens hændelige død, som udkom tidligere i år. I vores klassikerguide fortæller han om Tage Skou-Hansens De nøgne træer:

 “Tage Skou-Hansens debutroman De nøgne træer udkom i 1957, hvor en stor del af den danske litteratur var indadvendt, salvelsesfuld og stort set uden samfundsrelevans. De nøgne træer brød med tidsånden, havde samfundsrelevans og indvarslede en ny epoke for prosaen. Det er en realistisk fortalt roman, der rejser store eksistentielle spørgsmål om moral, tilværelsens vanskelige valg og engagementets nødvendighed. Selvom den foregår under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, er de spørgsmål, som den stiller læseren om loyalitet, venskab og kærlighedens farlige skær og mulige forlis, lige så relevante i dag. Dertil kommer, at Tage Skou-Hansens sprog er glasklart og fornemt i en sublim enkelhed, som alligevel afdækker så meget i et menneskets sind.

Hovedpersonen er den jurastuderende Holger Mikkelsen, som Tage Skou-Hansen gjorde til hovedperson i en række bøger efter debuten i et romanprojekt, der tilsammen spejler Danmarks store forandring frem mod årtusindskiftet.

I De nøgne træer er Holger Mikkelsen med til at danne en modstandsgruppe i Aarhus. Den ledes af lægevennen Christian. Med kommer også barndomsvennen Kjeld, som er digter og længe vægrer sig ved at engagere sig. Det er Holger, der fortæller historien, hvis omdrejningspunkt også er hans hede, skjulte kærlighedsaffære med Christians kone Gerda.

Romanen foregår fra oktober 1943 til december 1944 og rummer intense skildringer af mænds indbyrdes rivalisering og venskab. Centralt i historien er også den umulige, kropslige kærlighed mellem Gerda og Holger, der føler, at han forråder sin ven, men han elsker Gerda, som han ikke kan få nok af i sengen. Holger tror måske, at kærligheden overvinder alt, men som Tage Skou-Hansen viser, så er der ofte en pris at betale, og Holger må erkende, at den pris kan være så høj, at den udkårne ikke vil betale den.

Med rette er romanen også blevet berømmet for sin nøgterne og realistiske beskrivelse af modstandskampen uden patos og falsk heroisme, som stadig i 1957 prægede holdningen til de ”fem forbandede år.” Tage Skou-Hansen var fra begyndelsen en eminent skildrer af den danske virkelighed i krig såvel som i fred.

Jeg læste første gang romanen som ung og er ofte vendt tilbage til den, lige som jeg slugte de andre romaner med Holger Mikkelsen. Den rummer for mig alt det, som jeg synes skaber god litteratur: fine personskildringer, et godt sprog og en velfortalt historie, der foregår i et plausibelt og troværdigt miljø.

Jeg ved ikke, om Tage Skou-Hansen havde studeret Ernest Hemingway, før han skrev De nøgne træer,  men jeg ved, at hans kendskab til Hemingway er stort. Blandt nogle af de bedste timer i min studietid på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus var seks morgener i 1972, hvor Tage Skou-Hansen gennemgik Hemingways forfatterskab i faget kulturjournalistik. Noget af det bedste, man finder hos Hemingway, finder man også hos Tage Skou-Hansen, selvom stemmen ubetinget altid er hans egen originale som i den fødte klassiker De nøgne træer.”

- Leif Davidsen, december 2013.

I næste uge anbefaler Josefine Klougart sin favoritklassiker.

(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)

2013 har været et godt år for litteraturen! Litteratursidens anmeldere præsenterer de bedste skønlitterære bøger, de har anmeldt i år. Læs med og tilføj gerne dine egne bud på årets bedste bøger.

 Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen
“Fabulerende, absurd og fantastisk. Den Danske Borgerkrig 2018-24 er en genial beskrivelse af vores samtid og et velfærdssamfund i dyb krise.” Marianne Träff

Postkort til Annie af Ida Jessen
“Ida Jessen forstår at fremstille de følelser, som kan være svære at indramme. Hun sætter fingeren på det ømme punkt og forstår at dosere sine ord i så tilpas mundrette bidder, at man endog fanger noget mere mellem linjerne, som kan være svært at sætte ord på.” Line Hoffgaard

Jeg nægter af Per Petterson
“Per Petterson har denne gang skrevet en rørende, trist og smuk roman om drenge og deres venskab. Om to skrøbelige drenges forhold, og hvad deres opvækst og venskab betyder for deres liv.” Pernille Lisborg

Det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof
“Lille intens digtsamling om et mærket og kompliceret liv med funklende gnister af skær poesi. Dér hvor tingene forløses, lyser de som få andre steder i tidens lyrik.” Torben Wendelboe

Tusind og én Nat oversat af Ellen Wulff
“Langtidsholdbar ny oversættelse af én af verdenslitteraturens perler. Tusind og én Nat udfolder en ødsel skat af eventyr, farvepragt og sensualitet.” Jytte Kjær Schou

Yahya Hassan af Yahya Hassan
“Uanset hvordan bogen læses, så har Hassan skrevet en glimrende og nyskabende digtsamling, der fuldstændig uden ynk og selvmedlidenhed efterlader et billede af et menneske, der er dybt ramt i sindet, men som nægter at udfylde den rolle, der er tiltænkt ham.” Thomas Ry Andersen

Fluefælden af Fredrik Sjöberg
“Læs bogen, bliv overrasket, udfordret, underholdt og meget klogere på insekternes verden - og læs den så en gang mere, for der så meget godt i den, som man (jeg) måske ikke lige fangede i første omgang.” Anne Grete Jacobsen

Hvis sandheden skal frem af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
”Fortsættelsen af den fantastiske familiekrønike om familien Horn er en helstøbt roman, som giver et fint og nuanceret billede af ungdomsoprøret, kvindefrigørelsen og den tid, der fulgte efter.” Pernille Lisborg

Åndedrættet af Thomas Bernhard
“En barsk sygdom kommer på tværs i den unge Bernhards liv, der i dette tredje bind fortsætter sit kompromisløse og mesterlige selvbiografiske værk.” Thomas Ry Andersen

En pige og en dreng af Morten Brask
“Med En pige og en dreng brager Brask for alvor igennem som en stor og talentfuld forfatter, der på sjælden vis forener en uafrystelig historie med et smukt og sanseligt sprog.” Lise Vandborg

Nemesis af Philip Roth
”Fantastisk roman, der behandler store psykologiske og filosofiske spørgsmål i en gribende historie om polioepidemien i USA i 1940’erne.” Anne Birgitte Langkilde Hundahl

Romerske nætter af Martin Glaz Serup
“Fræsende, insisterende digte om skilsmisse, død, livets skrammel og stadige nærvær. Det kan stærkt anbefales at tage på trip med Serup.” Torben Wendelboe

Natten der kommer af Carl-Henning Wijkmark
“Fuldkommen uforlignelig og fantastisk roman om en gammel, døende mands sidste store projekt. Litteraturens og sprogets magt fornægter sig ikke, og livets ej heller.” Maria Guldager Rasmussen

Blodets meridian af Cormac McCarthy
“En episk western, der på helt usædvanlig vis udpensler ondskaben uden på noget tidspunkt at forsøge sig med en forklaring.” Thomas Ry Andersen

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
“Fascinerende og trøstesløs fortælling om ensomhed, fremmedgjorthed, svigt og ondskab, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen”. Jette S. F. Holst

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan
“I 2008 begik Delphine de Vigans mor selvmord. Alt må vige for natten er et sublimt romanportræt af en skrøbelig kvinde skrevet af en datter, der prøver at finde årsagerne til sin mors smerte.” Pernille Lisborg

Knud, den store af Hanne-Vibeke Holst
”Hanne-Vibeke Holsts fortælling om sin egen far, forfatteren Knud Holst, er både medrivende, levende og rørende.” Arne Larsen

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrimur Helgason
“Romanen er et portræt af Herbjørg Maria Bjørnsson, men den er også et portræt af Island fra landets selvstændighed i 1944 og frem til i dag. Et kærligt, råt og hudløst portræt.” Pernille Lisborg

Normans område af Jan Kjærstad
“Det bedste ved Jan Kjærstads nye roman er, at den handler om litteratur, om vigtigheden af god litteratur samt om læsningens betydning for mennesket.” Pernille Lisborg

At svømme nøgen af Carla Guelfenbein
“To unge piger og en ældre mand i et pirrende og smerteligt trekantsdrama, der river sjæle op. En vidunderlig perle af en roman.” Maria Björnsdóttir

Den ny tid af Katrine Marie Guldager
”Skildringen af ungdomsoprørets og blomsterbørnenes tid er rigtig god, forfatteren fortæller loyalt og fint om hippiernes kamp for fri udfoldelse, om deres søgen efter det sande, det oprindelige, det autentiske. Om drømmen om kærlighed til alle, og om uskylden ved de drømme.” Pernille Lisborg

Lacrimosa af Eva-Marie Liffner
“En elegant, fantastisk, farverig og umiskendelig gotisk historie vævet omkring den svenske digter Carl Jonas Love Almqvists liv.” Beth Høst

Efter dig Max af Leena Parkkinen
“Gribende og yderst velskrevet debutroman om de siamesiske tvillinger Max og Isaac, der lever af at optræde i diverse freak shows i 1920’ernes Europa.” Anne Klara Bæhr

Kain af José Saramago
“Nobelprismodtager Saramagos sidste roman om brodermorderen Kain er tankevækkende, begavet og humoristisk læsning.” Maria Guldager

Is af Ulla-Lena Lundberg
“Et præstekald fører et ungt ægtepar til de ålandske øer, der om vinteren forbindes af isen. Smuk, tragisk og meget nordisk roman om kirke, knofedt og kærlighed.” Maria Guldager

En dans med drager af Martin, George R.R.
”Femte bind i den stort anlagte fantasy-serie cementerer forfatterens position som et episk geni. Den ordrige og personspækkede fortælling forener på smukkeste vis de fire forrige bind.” Arne Larsen

En mand der hedder Ove af  Fredrik Backman
”Det er slet og ret én af de virkelig store læseoplevelser. Historien er vidunderlig, og man sidder skiftevis og klukler og morer sig over de komiske situationer og beskrivelser, og så er man lige nødt til at knibe en lille tåre.” Arne Larsen

Profetens datter af Sofie Kragh-Müller
“Tankevækkende og sørgelig fortælling om en lille piges opvækst i begyndelsen af 1970´erne. Absolut fin og anbefalelsesværdig debutroman.” Pernille Lisborg

Kaiken af Jean-Claude Grangé
”Den franske thrillermester er garant for uhyggelige og intelligente spændingshistorier. Også denne gang, hvor blandingen af barsk krimi, japansk kultur og menneskelige relationer er højest effektiv.” Arne Larsen

Os af Morten Sabroe
“Morten Sabroe skriver godt og fandenivoldsk. Os er elementært spændende, helheden fascinerende og uhyggelig, og bogen er svær at lægge fra sig.” Lida Wengel

Batman. Den lange Halloween af Jeph Loeb og Tim Sale
”Fremragende, spændende og mageløst underholdende. Det prisvindende makkerpar Loeb og Sale står bag denne tegneserie, som er én af de mest roste Batman-historier overhovedet.” Arne Larsen

Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini
“Stærk og bevægende familiehistorie fortalt gennem flere generationer – fra Kabul og Paris til Californien og det græske øhav. ’Og bjergene gav genlyd’ er en rørende fortælling, der går lige i hjertet.” Kirsten Dreier

Bye Bye Blackbird af Jesper Stein
“Nørrebro stønner i sommerheden, mens en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder kaster sig over kvinder i bydelen. Barsk krimi med arbejdsnarkomanen og vicepolitikommissæren Axel Steen.” Lida Wengel

Endnu ikke allerede af Janina Katz
“Endnu ikke allerede er en smuk og tankevækkende digtsamling om det at blive ældre, at sige farvel – ja om det liv der pludselig er gået og kun har kort tid tilbage.” Anne Birgitte Langkilde Hundahl

Sortefod af Ola Bauer
“Sortefod er en vital, hæsblæsende og rigtfavnende højtryksroman om en ung mand i puberteten. Bogens altafgørende styrke er det fantastiske sproglige drive, Bauer mestrer som få.” Torben Wendelboe

 Brevbogen af Mikhail Sjijskin
”Sjijskin står for mig som en meget ambitiøs digter, en digter, der vil det store som sværvægtere som Tolstoj, Dostojevskij og for mig ikke mindst Joyce, og Sjisjkin matcher dem, som en forfatter af i dag med stor traditionsbevidsthed parret med modernitet og på vej mod en fornem placering i verdenslitteraturen med sine billeder af dette menneskeliv.” Torben Wendelboe

Sommerbarn af Kirsten Myers
“Gribende, socialrealistisk debutroman om et landbomiljø i 1960’ernes Østjylland, hvor en lille pige udsættes for massivt omsorgssvigt.” Anne Klara Bæhr

Inferno af Dan Brown
“Dan Brown disker igen op med en forrygende cocktail af spænding, skjulte symboler og som noget nyt - et tankevækkende og ganske moralsk provokerende tema.” Arne Larsen

Dagbog 1912-1913 af Géza Csáth
“Blændende forfaldshistorie om sex og morfinisme pakket ind i en Thomas Mannsk sanatorieatmosfære.” Thomas Ry Andersen

Pigen af Angelika Klüssendorf
“Romanen trænger sig helt ind under huden på læseren og efterlader sig et uudsletteligt indtryk med beskrivelsen af en piges barske opvækst i DDR.” Anne Birgitte Langkilde Hundahl

22.11.63. af  Stephen King
”Stor og overbevisende roman om at rejse tilbage i tiden for at forhindre mordet på præsident Kennedy. Et totalt umuligt plot, skulle man tro, men Stephen King er sluppet umanerligt godt fra det.” Arne Larsen

Intet sikkert abnormt af Klaus Rifbjerg
“Han skriver blændende i disse karakteristiske forløb, hvor sansninger, refleksioner og indfald strømmer over siden, følger et spor, pludselig skifter retning, træder vande eller udløses i en sproglig knaldperle.” Torben Wendelboe 

Litteratursidens anmeldere præsenterer også Årets bedste fagbøger.

Artikelserie: I den sidste forfatteranbefaling opfordrer Josefine Klougart os til at læse Virginia Woolfs 'Bølgerne'.

Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen

Vi er nu nået til den femte og sidste anbefaling i vores serie om klassikere. Josefine Klougart overtager roret fra Leif Davidsen og styrer os gennem Virginia Woolfs Bølgerne og sikkert i land. Efter nytår samler vi op på artiklerne og giver jer et indblik i vores tanker bag serien. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Grundforskning i livet

Josefine Klougart har læst litteratur- og kunsthistorie på Aarhus Universitet og er desuden uddannet på forfatterskolen. Hun debuterede i 2010 med romanen Stigninger og fald og har allerede udgivet fire romaner. Den seneste Om mørke udkom tidligere denne måned og blev med det samme indstillet til DR Romanprisen. Hun har desuden to gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris (i 2011 og 2013) og fik i 2011 Kronprinsparrets Stjernedryspris, der tildeles innovative, yngre danske eller grønlandske kunstnere.

Josefine trækker i sine værker på personlige oplevelser, erfaringer og indtryk. F.eks. i Stigninger og fald, hvor romanens fortæller i et lyrisk sprog beskriver sin barndoms landskaber og sindsstemninger på Mols, hvor Josefine også selv er født og opvokset. Man kan trække paralleller mellem Josefine Klougart og Virginia Woolfs skrivestile, og Josefine fortæller her om Woolfs indflydelse på hendes forfatterskab:

“Jeg holder virkelig af alvoren i litteraturen, først og fremmest alvoren, at det er på liv og død. Det netop ikke at tale udenom.

Forfatterens position som evig idiot i det omfang, at han stiller sig som iagttager og registrant - og går til skriften som en forsker, der ikke er interesseret i at docere, men i at undersøge, afdække, blotlægge, prøve at forbinde og trække linjer. Sådan en position skrives Bølgerne fra. Det er en roman, som med en respektindgydende konsekvens og en elskelig arrogance undersøger verden, går til verden med en ambition om at forstå noget mere.

Min egen vej til skriften går gennem læsningen af Woolfs Bølgerne, og det er utvivlsomt den roman, der har betydet mest for mig. Jeg var 15, da en forfatter, som siden er blevet en nær ven, læste nogle af mine første digte. Vi sad på et loftsværelse og læste, og efter første gennemlæsning husker jeg, hvordan han rejste sig uden at sige noget, forlod værelset og gik ud og røg en cigaret. Da han kom tilbage, tegnede han min tekst på tavlen. Krogene, de kødkroge, som blev gentaget ned gennem teksten, med deres krumme metalrygge, det var dem, sagde han, der var strukturen, pulsen eller rygraden i teksten. Bropillerne. Og så sagde han, at jeg skulle læse Virginia Woolfs Bølgerne.

Og det gjorde jeg så.

Jeg læste den, og idet jeg læste den, forstod jeg noget om litteratur, som gjorde det muligt for mig at skrive andet end kunstige forsøg på at gentage en halvt fordøjet og tusind gange oversat idé om verden. Jeg forstod dybden af, hvor enkelt det end lyder, at litteratur skal være en slags grundforskning i menneskesindet. At sproget altid er på den skrivendes side, og at man skal nære en naiv og næsten forelsket tillid til sproget for at kunne sige et eneste sandt ord om noget som helst væsentligt.

"Solen var endnu ikke stået op. Havet var ikke til at skelne fra himlen, men havet var let krøllet som når et stykke stof er rynket. Efterhånden som himlen hvidnede lagde der sig en mørk linje i horisonten og skilte havet fra himlen, og det grå stykke stof blev mønstret  af brede striber, som en efter en kom rullende under overfladen i hinandens følge, uophørligt."

Bølgerne er et af Virginia Woolfs absolutte hovedværker, hvis ikke hovedværket.

Det er hysterisk kompromisløst og en stor hvid perle, som man betages af, begærer og samtidig hele tiden kastes tilbage fra, når lyset slår ind på perlemoren og blænder. Bogen er skrevet som en lang slyngende strøm af fortættet bevidsthed. Den præcise beskrivelse af bølgernes natur og vilje står over for beskrivelsen af døgnets natur og vilje, stemmernes, livets, i sidste ende bevidsthedens natur og vilje. Bogen er grundforskning i liv, slet og ret. Romanen er skåret i ni dele og hver af disse ni dele indledes med en lyrisk beskrivelse af solens bevægelse over himlen, startende lige før daggry og sluttende i øjeblikkene efter solnedgang, hvor mørket bølger ind over alt det levende.  

Herimellem foregår livet. Gennem syv karakterers tanker hvirvles et liv op som en dyb sky af sansning og refleksion, en slags manisk tæt og heftigt multidimmensionel gestaltning af den virkelighed, man troede, man kendte og allerede kunne se.

Som bølgerne griber hinanden, således stemmerne, døgnets yderste sider, der når hinanden som to magnetiske kroppe i mørket, eller som et du, der efter en lys sommer og et vi, bliver et du igen, uafværgeligt en anden. Og den samme skønhed i de cykliske bevægelser. Det ikke at være blevet en nellike klogere, en anden, men hele tiden den samme; uafværgeligt mennesket som menneske og ikke som idé.

Woolfs roman er en poetisk protest mod udviklingsromanen og en krystalklar fremkaldelse af den fortsatte afvikling, som menneskelivet på en måde altid er. En afviklingsroman, det er Bølgerne, fordi den bevidsthed, der vokser frem fra siderne, er så uhyggelig stærk og ikke afstår fra at vidne om sin egen bevægelighed. Det at alting er i bevægelse, det at der ikke i den forstand findes nogen grænser. Det at man ikke kan skelne mellem den ene stemme eller den anden, eller - i hvert fald, at der opstår noget fælles, et fælles rum, en fælles stemme et sted i bogen. Sammenhænge, der indtræffer.

Og i de bølgende bevægelser ind og ud af de forskellige karakterers bevidsthed står den ydre verden frem i sit vildeste flimmer, udkrystalliserer sig, gentagende, små eksplosioner af salt på en tunge - erkendelserne indtræffer drypvist, hos de syv venner og i læseren.  Igen - både strømmende og i stød, der puster luften ud af en. Og vi ser, at selv disse punktvise erkendelser i deres gentagelse også bliver en strøm, en rytme, som er det levendes rytme. Set indefra litteraturen forstår man, at alting er en bølgende bevægelse, at ingenting er stabilt, men netop derfor i al sin abrupthed og gentagende punktering bliver kontinuerligt. Én lang sammenhængende bevægelse af opdukken og undergang.

Det er få romaner, der så radikalt insisterer på det strømmende i verden, livets strømmende karakter. Det at sprog og virkelighed bevæger sig mellem bevidstheder og skaber en virkelighed, der altid både er sanselig og abstrakt, i tilblivelse og under afvikling. Det er sådan et koordinatsystem, vi bevæger os i - sanselighedens og abstraktionens akse, tilblivelsens og afviklingens. Romanen tegner et rum op, der er større, end vi havde kunne forestille os. Og også det her: vi finder ud af, at uendelighedens akser ikke bare tegnes i romanen, men måske i endnu højere grad skrives frem og genfindes i os. At det rum, romanen optegner, den uendelighed og det amokløb af detaljer, en opregning af en rigdom, faktisk er vores og findes i det enkelte menneskes bevidsthed, at uendeligheden ikke bare er derude, men også indad og her, i mennesket, som viser sig at være uendeligt. Således også læsningen. Bølgerne er ikke en bog, man har læst. Efter den første gennemlæsning af værket er Bølgerne en bog, man læser og bliver læst af.

Tre gange har jeg ligget i en stol hos en tatovør i Aarhus. Med en enkel sort bølge tegnet op med kuglepen på siden af min fod. Jeg har endnu ikke fået den lavet, jeg er ikke bare en idiot, jeg er også en nostalgiker. Alt det, der ikke kan gøres om. Dagen, dagene.  "...og pigerne, som sidder på verandaerne, ser op mod sneen og skygger for ansigtet med viften. Også dem dækkede mørket." I virkeligheden er det meste af det, jeg skriver et forsøg på at beskrive den samme bevægelse, som den Woolf beskriver i Bølgerne; solens bane over himmelen. Hverken mere eller mindre. Nøjagtig så uforsigtig skal man være."

- Josefine Klougart, december 2013

Efter nytår samler vi op på artikelserien.

(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)

Siden Lucy Silchester blev forladt af sin kæreste, har hendes liv været noget møg. Men en dag bliver hun kaldt til samtale med "Livet", som er en yngre mand. Sammen med "Livet" er det nu tid for Lucy at gøre op og skabe forandringer.

Artikelserie: I denne uge samler vi op på vores klassikerserie og giver jer et indblik i vores tanker bag den.

Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen

I ugerne op til jul udgav vi fem artikler, hvori en række danske forfattere anbefalede deres favoritklassikere. Vi lagde ud med Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som anbefalede T.S. Eliots episke digt The Waste Land (da. Ødemarken). Ugen efter delte Søren Ulrik Thomsen sin begejstring for Ole Sarvigs digtsamling Jeghuset med os, hvorefter vi overlod ordet til Christel Wiinblad, som fortalte om sin oplevelse af “Babettes gæstebud” af Karen Blixen. I den fjerde artikel anbefalede Leif Davidsen os at stifte bekendtskab med Tage Skou-Hansens beretning om krig og kærlighed i De nøgne træer, før Josefine Klougart rundede af med en opfordring til at læse Bølgerne af Virginia Woolf.

Artikelserien er resultatet af et eksamensprojekt på Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, og formålet har været at opfordre til, hvad vi kalder for samlæsning af klassisk og ny litteratur for på denne måde at udvide værkernes fortolkningsgrundlag. Nye forfattere lader sig ofte inspirere af klassiske værker, og derfor kan kendskab til disse klassikere åbne op for andre læsninger og tolkninger af den nye litteratur. Omvendt giver de nye værker også nyt liv til klassikerne, da de i deres brug af dem indsætter dem i nye kontekster og dermed gør nye læsninger mulige. Altså kan læsning af klassikere sammen med læsning af nye værker give os nye perspektiver på den litteratur, vi læser og elsker.

Er modernismen den nye antik?

De fem anbefalede værker adskiller sig fra hinanden både i form, indhold og temaer, men har det til fælles, at de alle er udkommet over en periode på 35 år. Alle forfatterne har med andre ord valgt et værk, der i litteraturhistorien hører hjemme i modernismen. Vi kan derfor ikke lade være med at spørge om modernismen, når det kommer til, hvad vi i dag betragter som klassikere, kan kaldes den nye antik? Ligeledes kunne vi stille spørgsmålet, om det samme billede ville tegne sig, hvis vi i stedet for forfattere, havde bedt litteraturforskere anbefale deres favoritter. Vi har ikke svarene på disse spørgsmål, men stiller dem for at illustrere det klassikersyn, der kommer til udtryk i artikelserien. Og hvis vi skal sige noget samlet om dette klassikersyn, kan vi pege på, at de modernistiske værker på én gang er nyskabende og udfordrende, samtidig med at de behandler almengyldige, menneskelige følelser, tanker og erfaringer. Både The Waste Land og Jeghuset bearbejder gennem lyrikken fremmedgørelsen i den moderne verden, “Babettes gæstebud” og Bølgerne tematiserer på hver sin måde menneskers indre følelsesliv, og i De nøgne træer stilles vi over for eksistentielle spørgsmål om moral og samfundsengagement.

Da vi i november planlagde den første artikel og præsenterede citatet af Mark Twain, vidste vi ikke, at alle fem forfattere ville vælge værker fra den modernistiske periode. Det kan dog ses som et symptom på udviklingen inden for litteraturhistorien, hvor forfattere altid står på skuldrene af deres nære forgængere. F.eks. står Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som vi har set, på skuldrene af T.S. Eliot, som står på skuldrene af Charles Baudelaire, der igen står på skuldrene af Edgar Allan Poe. På denne måde kan vi trække linjer gennem litteraturhistorien hele vejen tilbage til Dante og videre endnu. Derfor er det heller ikke svært at se, hvorfor vores fem adspurgte forfattere alle har valgt værker fra det 20. århundrede.

Trods værkernes beskedne alder, i et litteraturhistorisk perspektiv, er de alle klassikere, men ikke klassikere i Mark Twains fortolkning af begrebet, som bøger, der ikke bliver læst - det har Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Søren Ulrik Thomsen, Christel Wiinblad, Leif Davidsen, Josefine Klougart og forhåbentlig en lang række af Litteratursidens læsere nu bevist.

(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)

Bogen er til debat i oktober og november måned

Læs anbefaling på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-retfaerdige-af-helene-uri