Stem på din favorit blandt de nominerede forfattere. Litteratursiden deltager i samarbejdet med Berlingske og Danmarks Biblioteksforening, og vi har i år også deltaget i nomineringen af bøgerne. Prisen er på 100.000 kr.

Du kan stemme frem til 16. februar. Stem her.

Litteratursidens anmeldere om de ti nominerede bøger:

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24. Gyldendal.“Fabulerende, absurd og fantastisk. Den Danske Borgerkrig 2018-24 er en genial beskrivelse af vores samtid og et velfærdssamfund i dyb krise.” Marianne Träff

Ida Jessen: Postkort til Annie.  Gyldendal. “Ida Jessen forstår at fremstille de følelser, som kan være svære at indramme. Hun sætter fingeren på det ømme punkt og forstår at dosere sine ord i så tilpas mundrette bidder, at man endog fanger noget mere mellem linjerne, som kan være svært at sætte ord på.” Line Hoffgaard

Jan Sonnergaard: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. Gyldendal. ”Jan Sonnergaard leverer atter varen i ny samfundskritisk og socialrealistisk novellesamling.” Merete Trap

Bjørn Rasmussen: Pynt. Gyldendal. "En stærk roman om en psykisk uligevægtig ung skuespillerinde med spiseforstyrrelser skre-vet i en helt speciel Bjørn Rasmussensk tone, der blander styrke og skrøbelighed i et unikt udtryk." Pernille Lisborg

Josefine Klougart: Om mørke. Gladiator. "Lyrisk, sanselig og katastrofemættet roman om mør-ket i mennesket, i dagen og i årstiden. Rust dig til en udfordrende læseoplevelse om skønhed og grimheden i det hele." Maria Guldager

Erling Jepsen: Den sønderjyske farm. Gyldendal. "Erling Jepsens nye roman er en historie fra de gode gamle dage, hvor børn passede sig selv, og de voksne ikke bekymrede sig så meget. (…) Jepsen har en god indlevelsesevne i barnets univers, og mangen en læser vil under læsningen sikkert henfalde i nostalgiske erindringer til dengang, de selv var børn." Line Hoffgaard

Sissel Jo Gazan: Svalens graf. Gyldendal. "Spændende krimi med et originalt plot. Sissel-Jo Gazan forstår at formidle et ellers utilnærmeligt og tørt emne som biologi ved at dosere stoffet i passende mængder og flette de videnskabelige facts ind i personernes dialoger." Line Hoffgaard

 Yahya Hassan: Yahya Hassan. Gyldendal. “Uanset hvordan bogen læses, så har Hassan skrevet en glimrende og nyskabende digtsam-ling, der fuldstændig uden ynk og selvmedlidenhed efterlader et billede af et menneske, der er dybt ramt i sindet, men som nægter at udfylde den rolle, der er tiltænkt ham.” Thomas Ry Andersen

Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen: Dig og mig ved daggry. Gyldendal. "Ungdomsroman om en kærlighed, der er så stor og dyb, at den er værd at dø for. Velskrevet, gribende og barsk historie, der i den grad kryber ind under huden." Arne Larsen

Hans Joachim Offenberg: Myrer. Aarhus Universitetsforlag. "Som læser bliver man stillet over for myrernes fantastiske måde at organisere sig på, deres arbejdsdeling og kommunikation. (…) Seriens høje standard fortsætter: Ny viden, levende, spændende og ligetil fortalt." Ulla Kardell.  

Kriterierne bag nomineringerne
Udgivelsen skal være fra det forgange år, udgivelser fra alle genrer kan nomineres, men forfattere, som tidligere har vundet prisen, nomineres ikke igen. Nomineringerne er foretaget af repræsentanter fra Berlingske, Danmarks Biblioteksforening og Litteratursiden.

Interviews med de nominerede
I løbet af de næstte fem uger  bringer Berlingske ca. to gange om ugen interviews med de nominerede forfattere, og du kan også læse disse forfatterinterviews på Litteratursiden.  

Prisen overrækkes til festaftenen på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde den 27. marts i Vejle.

Stem her.

Læs interviewet med Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen, der er indstillet til Læsernes bogpris 2014 for 'Dig og mig ved daggry'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Der skal smæk på hver eneste sætning, fortæller Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, der har skrevet en ungdomsroman om et svært emne.

Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske fredag d. 17. 1. 2014

Et halvt år tog det Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen at skrive Dig og mig ved daggry, deres ungdomsroman, som er nomineret til Danmarks Biblioteksforenings og Berlingskes litteraturpris, Læsernes Bogpris. 

Havde de to drevne ungdomsbogsforfattere skullet gøre det hver for sig, havde det taget flere år. Og så var den ikke blevet nær så god.

Så enkelt kan deres samarbejde gøres op.

»Vi droppede hurtigt al stolthed og egotrip,« udbryder Glenn Ringtved som forklaring på det effektive forløb.

Og Sanne Munk Jensen stemmer i: »Ja, hvis der var noget, der larmede eller forstyrrede, så var det bare ud med det.«

»Alle de tvivlsspørgsmål, der opstår, og døde punkter, man rammer undervejs, forsvinder. Så snart man er i tvivl, spørger man bare den anden. Vi er begge rimeligt gode læsere, og nogle gange er det lettere at se den andens fejl end sine egne,« tilføjer Glenn Ringtved og griner.

Rent praktisk sad de i hver deres ende af landet, mens de skrev. Glenn Ringtved i Hjørring, Sanne Munk Jensen i København, så korrespondancen foregik over mail og videomøder.

Hver for sig har de skrevet en række børne- og ungdomsbøger, men det er første gang, de har arbejdet sammen om en. Før Dig og mig ved daggry kendte de kun hinanden perifert, fordi deres bøger udkom på samme forlag.

Begge forfattere er fra Nordjylland. Dig og mig ved daggry foregår da også på den egn. Nærmere bestemt i Aalborg. Omdrejningspunktet er et selvmord. En kærlighedshistorie, der ender tragisk, da et ungt par kaster sig ud fra Limfjordsbroen, lænket til hinanden. Eller faktisk er det der, det begynder. Historien er fortalt af den 17-årige Louise, efter hun er død. Hun beretter om sit forelskelse i den 19-årige Liam, hvordan han begynder at sælge stoffer, hvorfor de to til slut må leve skjult i en campingvogn.

»Vi fortæller den historie, som en, der begår selvmord, aldrig ville kunne komme til at fortælle,« siger Sanne Munk Jensen.

»Jeg tror, udgangspunktet var, at vi talte om unge og selvmord. At det nærmest var blevet trendy visse steder. Sanne havde læst om en landsby i Wales, hvor en del unge havde begået selvmord,« supplerer Glenn Ringtved og forklarer, at de også fandt inspiration i en virkelig hændelse.

»For nogle år siden hoppede to unge mænd i Limfjorden, lænket til hinanden. At ét menneske tager en så drastisk beslutning er én ting, men at to kan nå frem til, at det er en fornuftig ide, er rystende. Vi har ikke undersøgt, hvad den historie drejede sig om, men var blot fascineret af tanken.«

Når man skriver om et så alvorligt emne for unge, skal der så være et opdragende element?

»Vi vil selvfølgelig gerne vise, at vi synes, det er en dårlig beslutning at begå selvmord. Vi piller det ned fra martyrpiedestalen og prøver at vise, at der måske havde været nogle andre muligheder. Det er det eneste moraliserende element,« siger Sanne Munk Jensen.

»Hvis man sætter sig for at skrive en ungdomsroman om et emne og er meget bevidst om den målgruppe, tror jeg, det stivner lidt. Det bliver forkrampet, så egentlig har vi bare haft fokus på at fortælle en god historie.« 

Men formen og sproget skal i den grad være umiddelbart appellerende, når man skriver til unge, mener de to forfattere.

»Vi havde en aftale om, at der skulle være høj energi i alt, hvad vi skrev,« forklarer Glenn Ringtved, og Sanne Munk Jensen tilføjer:

»Der skulle være smæk på hver eneste sætning. Vi havde faktisk et dogme om, at hver eneste afsnit skulle kunne læses som en novelle i sig selv. Faktisk er unge et taknemmeligt publikum at skrive til, for enten kan de lide det, eller også kan de ikke.«

»Unge er ikke snobbede når de læser,« lægger Glenn Ringtved til.

»Man skal ind til benet af historien, ellers lægger de bogen fra sig. Det er ikke sådan, at de har læst anmeldelser og tænker: Vi må hellere give den en chance. Det er enten eller.«

Det er noget af det fascinerende ved at skrive til unge:

»Jeg tror, det ligger i vores begges natur, at vi godt kan lide den energi. Når jeg prøver at skrive for voksne, kommer jeg lynhurtigt til at kede mig. Jeg har svært ved at finde den energi der,« siger Glenn Ringtved.

»Ja, jeg synes også, jeg bliver meget selvbevidst, hvis jeg skriver for voksne. Det bliver let lidt fortænkt, « siger Sanne Munk Jensen.

Efter Dig og mig ved daggry skal de to forfattere videre hver for sig. Men de kommer til at savne samarbejdet.

»Det har været meget intenst. Det var fra morgen til aften, og nogle gange også om natten. Hvis jeg har haft et eller andet problem, har jeg ligget halvvejs søvnløs over det. Historien har været latent i ens bevidsthed. Så det er faktisk et underligt savn at være færdig med bogen,« siger Sanne Munk Jensen.

I Kristeligt Dagblad har man også nøje fulgt udgivelsen af Louise Østergaards debut 'Ord', der blandt andet er en slags gensvar i romanform til dele af Yahya Hassans 'Yahya Hassan'. Blandt andet har avisen lavet en baggrundsartikel, der under overskriften Flere forfatterpar udleverer hinanden!, skriver om hvordan Østergaard & Hassan-udgivelserne ikke er noget enestående, men har flere forgængere i nær såvel som fjern fortid. Karl Ove & Tonje Knausgaard og Lone Hørslev & Martin Glaz Serup er de nylige eksempler. I den forbindelse blev jeg interviewet på mail; nedenfor er både journalistens spørgsmål, mit svar og den endelige artikel indsat.

- MGS

Her er journalistens spørgsmål og mit svar:

Kære Martin,

Hvordan føltes det, at dit privatliv blev offentliggjort digtform?

Hvad tænkte du, det handlede om?

Besvarede du ”kritiken”? Hvorfor/hvorfor ikke?

Kære Jens

Jeg besvarer din spørgsmål for så vidt under ét. Først og fremmest må man dele det op; der er den del, som du i dit spørgsmål refererer til som mit 'privatliv'; det vil i dette tilfælde sige min private skilsmisse, mine ægte børn, at jeg lå i en hulens flytterod, emotionelt og konkret. Og så er der den del som du i dit spørgsmål refererer til som 'digtform'; altså det faktum at min nylige ekskone, Lone Hørslev, udgav en bog der fik vældig meget presse, der angiveligt handlede om hendes skilsmisse fra mig. Hvad angår sidstnævnte er det jo netop en bog, et stykke litteratur, og det er ret vigtigt at man kan se forskel på 'virkeligheden' og på 'kunsten', synes jeg. At skrive en bog er jo at give noget en anden form end det har udenfor kunsten og litteraturen. Derfor følte jeg heller ikke så meget at det var mit privatliv der blev offentliggjort - jeg var irriteret på den bog af helt andre, mere private årsager: for eksempel mente jeg at Lone burde have brugt tiden hun brugte på at skrive bogen til at snakke med mig i stedet, så vi kunne få opløst boet og ægteskabet på en så gelinde måde som muligt. Jeg var også træt af at mange journalister og kritikere uophørligt refererede til det berømte knivdigt i bogen som om det var mig (den eksisterende Martin Glaz Serup) der symbolsk blev taget livet af. Ikke mindst fordi det digt, så vidt jeg kunne se med min viden om den biografiske forfatters liv, nok snarere 'handlede om' en af de elskere der mere eller mindre direkte var skyld i vores skilsmisse. Mange af mine venner reagerede også kraftigt på det knivdigt, fordi det næsten blev læst som om jeg var blevet korporligt overfaldet. Det var vældig ubehageligt. Og også at mine børn og jeg blev konfronteret med store billeder i UD&SE og i diverse aviser af Lone, hvor hun fik talt ud om sin skilsmisse, når vi for eksempel var ude og rejse med tog.  Jeg har prøvet flere gange hvor folk gav os elevatorblikket, kiggede på de stakkels børn og tilbage på mig. Det var da vældig irriterende og vældig ubehageligt, men det har jo ikke ret meget med selve litteraturen, med den bog der faktisk blev skrevet, med digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, at gøre. Den bog syntes jeg ikke var særlig god - den forekom mig på mange måder at være ret klichéfyldt; man kan se at den er skrevet hurtigt, og den på mange måder ligner et eksemplarisk aftryk af Lone Hørslevs karakteristiske brug af metaforer og linjebrud, en skriveøvelse. Rent litterært blev jeg skuffet over den bog, ikke mindst fordi emnet jo principielt burde kunne have kastet noget mere af sig (og med emnet mener jeg ikke 'mig', men 'skilsmissen' og 'børnene', som der står meget om i bogen, som sådan) - og rent privat var dét jo en slags lettelse. Tænk hvis hun havde skrevet sin bedste og hurtigste bog som direkte reaktion på at blive skilt fra mig! Det gjorde hun så ikke. Om jeg svarede på "kritikken"??? Jeg skrev en artikel på et tidspunkt, en klumme til Bogmarkedet, noget tid efter at bogen var udkommet, med overskriften Sådan går livet tabt og bliver til intet, som, blandt andre eksempler, tog fat i noget af det jeg rent litterært mente ikke fungerede i bogen. Klichéerne. Det letkøbte. I sammenligning er Yahya Hassans bog meget mere nuanceret, kompleks og vild; ikke mindst litterært set.

Mange venlige hilsner

Martin Glaz Serup

Læs hele artiklen fra Kristeligt Dagblad på Promenaden

Læs interviewet med Jan Sonnergaard, der er indstillet til Læsernes bogpris 2014 for 'Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Jan Sonnergaard forlod hjemmet i Nordvestkvarteret, fysisk såvel som litterært. Han var væk i tre år. Det blev til 'Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer'. Men også til problemer med at leve op til de dyder, han selv skrev om.

Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske fredag d. 24. 1.  2014

Trøffelpølsen er fra Italien, rieslingen fra Sydtyskland, rødvinen fra Bourgogne og osten, ja, det er Løgismoses fortolkning af en fransk comté.

»Jeg kom til at tænke på, hvad min bog egentlig handler om, og syntes, jeg måtte leve lidt op til den,« siger Jan Sonnergaard, mens han retter an.

Der er da også en del fokus på nærsanserne – det at føle, smage og dufte – i Sonnergaards 'Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer', der er nomineret til Danmarks Biblioteksforenings og Berlingskes litteraturpris, Læsernes bogpris.

Vi kommer forbi diverse michelinrestauranter, ekstravagante barer og hører om udsøgte vine i historierne, der foregår så forskellige steder som Paris, Berlin, Saint Nazaire, Rom, Prag, Tbilisi – og Amager. De seneste tre år har Sonnergaard rejst rundt i Europa og boet i de byer, han har skrevet om. Men nu er han tilbage i lejligheden i Nordvestkvarteret, det sted i København, som mange, der har læst hans bragende debut, novellesamlingen »Radiator« fra 1997, sikkert stadig forbinder ham med. Også selvom han siden har skrevet om meget andet end skæve eksistenser og sociale udskud. For eksempel middelklassen i »Sidste søndag i oktober« og de nyrige i »Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen«.

Denne gang ville han væk. Fra det, han selv og andre havde skrevet om.

»Jeg syntes, vi måtte lidt ud. Til et sted hvor vi ikke var hjemme. Jeg ville gerne have, at der ikke var for meget, der støjede på linjen i forhold til de temaer, jeg skriver om, og så ville jeg gerne skrive om fremmede lande. Der har de seneste år været en overvægt af meget national dansk litteratur, hvor rammen er hjemmet og parforholdet. Det er der ikke noget galt i, men jeg syntes, det stik modsatte var det sjove.«

Hvad betød stederne for det, du skrev?

»Jeg kunne helt klart mærke med den her bog, at det genererede noget forskelligt alt efter, hvor jeg var. Nogle steder kom jeg kun med antydningen af idé, og her var det byerne, der bestemte, hvad der kom til at stå. Jeg havde et princip om, at jeg minimum skulle være et sted et kvartal, og jeg måtte ikke tage hjem, før jeg havde skrevet en historie. Jeg håber, at det også har betydet, at noget af stemningen fra byerne er kommet med.«

Ligger der også en flugt i det at rejse til fremmede byer?

»Det er en meget negativ måde at se det på. Jeg havde mere udgangspunkt i, at jeg syntes, at Europa er spændende lige nu. Jeg var for eksempel i Italien, da det gik op for italienerne, hvor skidt det stod til med økonomien, fyrede Berlusconi og satte sig selv under administration. Jeg fortæller historier om, hvordan der er lige nu i de her lande, uden at være journalist.«

Hvad kan litteraturen beskrive, som journalistikken eller dokumentarismen ikke kan?

»Den kan sige nogle sandheder, som ikke er verificerbare, men dog alligevel kan være sandheder. Det er en sandhed på et andet niveau. Jeg hører også til dem, der mener, at der kan erkendes noget gennem litteraturen. Der er ikke blot tale om skriftens skriftelighed, som var det postmoderne mantra og som dele af det danske forfattermiljø stadig kører.«

Historierne handler på et mere overordnet plan også om nogle af de sider af kærligheden, som ikke så ofte optræder i litteraturen ... ?

»I nyere tid er det meget den romantiske kærlighed, der bliver beskrevet. To personer, der møder hinanden, en forelskelse, fysik, og så går det godt eller dårligt. Men jeg tænkte over, at der var mange andre aspekter af kærligheden. For eksempel næstekærlighed, som slet ikke har fysik,« siger Jan Sonnergaard og nævner tilgivelse og gavmildhed som andre temaer. Samtidig oplevede han dog, at det ikke var helt let at leve op til de dyder, han skrev om.

»Det kostede et forhold at skrive bogen, fordi jeg var så meget væk. Det er paradoksalt, at det at skrive en bog om kærlighed, medfører et brud. Det er som Rousseau, der skrev en glimrende bog om børneopdragelse, men for at få ro til den sendte sine utallige børn på børnehjem.«

I en historie fra Rom, der handler om de to typer mennesker – de gavmilde og tilgivende på den ene side og de nærige på den anden – leverer Jan Sonnergaard også et karaktermord på en dansk anmelder, som eftertrykkeligt bliver placeret i den sidste bås.

»Selve historien er jo lidt nederdrægtig. Der er en form for dobbelthed i det. Jeg kan sagtens skrive en historie, hvor jeg anbefaler folk at være tilgivende og gode, mens jeg muligvis ikke selv er i stand til at efterleve det.«

Det må være specielt at beskæftige sig med det på tankeplanet og så samtidig føle, at det er svært at leve op til?

»Det er derfor, det er et vanskeligt job. Måske er det også derfor, at forfattere ikke bliver specielt gamle. Og ikke allesammen er særligt lykkelige. Den eneste rigtigt væsentlige belønning er, hvis bogen lykkes. men det ved man aldrig. Det ved kun læserne.«

Læs interviewet med Ida Jessen, der er indstillet til Læsernes bogpris 2014 for 'Postkort til Annie'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

For Ida Jessen begyndte det med novellerne. Med sin seneste bog, Postkort til Annie er hun vendt tilbage til den korte genre. Først af nød, men novellerne endte med at blive en vej til friheden.

Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske mandag d. 27. 1.  2014

Ida Jessen var en travl 25-årig mor, da hendes debut, Under sten, udkom i 1989. Det var en novellesamling. For sådan måtte det være.

»Jeg skulle tjene penge på freelanceopgaver som oversætter og havde kun tid til at skrive hver anden fredag mellem klokken 11 og 12 om aftenen. Det at rumme en roman var helt udelukket,« fortæller den i dag 49-årige forfatter.

De bøger, der kom efter debuten, var da også to novellesamlinger samt en børnebog. Men da hun fik Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, helligede hun sig romanerne.

»Jeg blev så grebet af det at skrive romaner. Af det at kunne færdes i den samme historie og blive i den. At kunne tillade sig at tage svinkeærinder. Med en roman behøver man også kun én ide, men den skal så have et vingefang, der svarer til en roman.«

Det er også romaner, mange vil forbinde Ida Jessen med. For eksempel trilogien fra den fiktive Limfjordsby Hvium, Den der lyver (2001), Det første jeg tænker på (2006) og Børnene (2009). Hun har også modtaget mange priser for sine romaner. Søren Gyldendal Prisen og De Gyldne Laurbær for at nævne et par stykker. Men i sommeren 2012 skete der noget, som fik hende væk fra det at skrive romaner.

»Jeg havde brugt tre år på at skrive en roman, men den var blevet et misfoster. Det tog mig lang tid at indse det, selvom jeg godt havde det på fornemmelsen, mens jeg sad og skrev den. Men jeg kunne ikke lægge den fra mig, fordi nu havde jeg brugt så lang tid på den. Til sidst sagde en af mine veninder: ‘Ved du hvad, du bliver ked af det, hvis den udkommer,«

Ida Jessen sad tilbage med en følelse af at være på bunden af ingenting.

»Det er det unådige ved at være forfatter; hvis det ikke bliver til noget, så er der ingenting. Men efter lidt tid tænkte jeg: ‘Nu er jeg på en måde helt fri’. Og så fik jeg lyst til at skrive noveller.«

Det blev til Postkort til Annie, den novellesamling, som nu er nomineret til Danmarks Biblioteksforening og Berlingskes bogpris, Læsernes bogpris.

»Man kan måske, stillet over for forskellige situationer, føle forskellige former for frihed. Da jeg begyndte at skrive romaner og kunne være i det rum, var det helt fabelagtigt. Men en lige så stor frihed var det at opdage, at jeg rent faktisk kunne slippe det og gå videre til noget andet,« siger Ida Jessen.

Noget af temaet fra den mislykkede roman har Ida Jessen kunnet bruge i sin novellesamling. Romanen handlede om ADHD-problematikken, og i flere af historierne i Postkort til Annie optræder unge mænd med en adfærd, der kendetegner den lidelse.

Hvorfor kunne temaet bedre forløses i noveller?

»I en roman skal alle hullerne fyldes ud, og det gjorde måske, at det ikke blev interessant. Der skal altid være en modstand i det, jeg skriver. Sympatierne må aldrig være klare, jeg skal altid selv være drevet af en eller anden form for tvivl.«

Hvad er det for en tvivl, du har med dig? Er du i tvivl om, hvor din historie skal hen?

»Nej, det ved jeg i og for sig godt, men jeg er altid i tvivl om, hvad jeg skal mene. Det er ikke sådan, at jeg på forhånd har gjort op, at dét er dårligt og dét er godt. Meget af arbejdet, når jeg skriver, er at prøve at få det beskrevet fra den ene og den anden side. Det gælder om at holde alt flydende. At intet står fast. Det er sådan, jeg vil have det, for sådan synes jeg, det er at være til. Sådan er det også, når jeg skriver,« siger Ida Jessen.

»Det at skrive minder mig om det at være menneske.«

Sådan har hun det også, når hun selv læser noveller, der er rigtig gode. De kan være af Judith Hermann, Raymond Carver, Richard Yates, Annie Proulx eller ikke mindst Alice Munro, der fik Nobelprisen i litteratur sidste år, og som Ida Jessen sammen med sin mor har oversat til dansk.

»Jeg kan bare mærke langt ind i sjælen, at der er noget, der går op, uden jeg er i stand til at sige, hvad det er. Når det er en ordentlig novellesamling, er der en korrespondance mellem novellerne. I hullet mellem den ene og den anden opstår der noget inden i en selv. Det er noget af det, novellen også kan i forhold til romanen. Noveller kalder også på en særlig fordybelse, mener Ida Jessen.

»Jeg synes, man skal læse én om dagen. Ikke mere. Og så er det ikke ligegyldigt, hvordan man læser en novelle. I hvilken situation, man læser den. En roman kan man læse på lokum, eller mens man skræller kartofler. Med noveller er det godt, hvis man sætter sig i den gode stol i skumringen og siger: ‘Nu tager jeg lige en pause’. Lige nu er Ida Jessen i gang med en bestillingsopgave. Bagefter bliver det måske igen til noveller.

»Men det er jo ikke sikkert. Det kan være, det bliver noget andet,« siger Ida Jessen.

»Jeg går ind i laboratoriet, og så ser jeg, hvad der kommer.«

I dag er det fredag; sidste fredag i januar og sidste mulighed for live at følge mit sms-digt Fredag. Samtlige fredage i januar har man ved at købe digtet eller låne det igennem biblioteket, kunne følge samtlige sms'er jeg har sendt fra min mobiltelefon, direkte og  ucensureret. Digtet udkommer på forlaget SMSpress, der kun udgiver værker i sms-form, læst på telefonen. Men i modsætning til forlagets andre udgivelser kan man ikke bestille Fredag når man vil - det findes kun denne ene gang og vil ikke blive genoptrykt. Jeg har villet undersøge smsens specificitet med digtet; hvad der er særligt for smsen, dens sprog, dens kvaliteter, med mine egne beskeder som eksempler - der er ihvertfald det reportageagtige, det fatiske, at smsen rækker ud og vil have svar, dens relative korthed, men særligt: dens usynlighed - konkret og som sprogform. Både for den der skriver den, for den der modtager den, og for alle os andre der ser folk  skrive og læse på deres telefoner, men hvad står der egentligt.

Forlaget skriver på bagsiden af Fredag:

"Alle tjekker hele tiden deres telefon, de læser og skriver beskeder i ét væk, men hvad står der egentlig i de beskeder? SMS-digtet Fredag udspiller sig real time over fem fredage i januar 2014. Digtet undersøger døgnets rytme, fredagens, og ikke mindst det sprog der måske fylder allermest i danskernes daglige kommunikation, flygtigt og fatisk, på grænsen mellem tale og skrift, allestedsnærværende og usynligt: SMS’en.

Kom på højde med NSA, velkommen i overvågningens tidsalder, følg eksperimentet!

Jeg har tidligere arbejdet med smsen som tekstform - blandt andet med værkerne Ja, jeg smager månedens kunstnervin!(seneste samlede version 2012)og Mandag(2010). Fredag er en direkte opfølger til sidstnævnte- samme koncept, men om mandagen. Det foresvæver mig at mandag, fredag, søndag er de særlige dage i ugen; i hvert fald i den psyko-geografi de fleste af os her slæber rundt på, og som igen er formet, det ser man tydeligt, af arbejdslivet, af arbejdsmarkedet, af den måde vores tid af disse bliver formet på. Så næste sms-digt jeg laver i serien kommer sikkert til at være: Søndag. Men der går længe før det kommer, det er jeg sikker på, jeg er simpelthen blevet så led og ked af det hele."

Konceptuel selvovervågning er trættende, jeg bliver fysisk træt ved tanken om at det hele begynder igen om lidt, at alle de smser jeg sender, dem modtager alle læsere af Fredag også; for femte gang, det er sidste gang, gudskelov, det er underligt, denne træthedsfølelse, denne lede, dette at jeg ikke gider mere, dette at jeg gerne vil have at det skal stoppe nu. I starten var jeg meget ivrig - jeg skriver helt sikkert flere beskeder disse fredage, jeg må jo synes at folk skal have noget for pengene eller hvad ved jeg, men nu orker jeg det ikke mere. Det undrer mig at læserne gør. Omkring 30 læsere har meldt fra, men langt flere fortsætter med at læse med. Det synes jeg er interessant. Både det at folk hænger på, og det at jeg væmmes og bliver så gradvist mere ubehagelig til mode ved at skulle producere og levere disse smser. Jeg spekulerer på om denne reaktion vagt kan pege i retning af en mere generel pointe der har med (elektronisk?) overvågning som sådan at gøre. At hvis man ved man bliver overvåget af STASI eller NSA eller PET eller hvemharvi; om man bliver fysisk træt af at tale ind i dette store rør, jegvedikke, det er jo spekulation, men jeg tænker at det betyder noget. At jeg ved at folk lytter. Men HVAD betyder det.

En anden faktor i denne fysiske træthed: en lede ved hele tiden at skulle høre på sig selv, at læse sig selv; mig selv, mig selv, mig selv. Fredag er ikke tænkt som autobiografi eller på anden måde et projekt der handler om mig. Mine egne smser er blot det materiale jeg lettest kan komme til uden at krænke nogens rettigheder eller privatliv (alt for meget).

Ihærdigt prøver jeg ikke at begrænse mig selv i forhold til de smser jeg skriver - både de mere personlige og særligt - det er den virkelig udfordring - de meget kedelige. En smiley. En rettelse af en noget man stavede forkert. SEND; det ryger ud til en masse mennesker der lige nu er på arbejde eller sover eller og så videre. Det er en overskridelse at blive ved med at plage folk med det kedelige. Også selvom det er en vigtig del af undersøgelsens grundlag og præmis: hvad skriver vi egentlig i de smser; hvad står der, hvordan gør det det og hvornår.

Jeg tror den eneste regel jeg har sat op for mig selv, er at jeg ikke skriver om sex til min kæreste i disse smser. I Mandag skrev jeg heller ikke navne, det gør jeg nu. Og ellers prøver jeg - og bliver sommetider også tvunget til det - at skrive så åbent som muligt.

Der var en kvinde der skrev på forlagets Facebook-side, at hun syntes digtet var interessant og fint og alting, hun fulgte med, men at jeg burde huske på at der var læsere af det jeg skrev, og derfor ikke sende smser som denne specifikke: ")". Jeg svarede tilbage at jeg netop prøvede meget hårdt på ikke at tænke på at der var læsere til det jeg skrev.

Sjovt, som folk jeg kender, der åbenbart også læser med, får lyst til at blande sig i Fredag, selvom det kun er mine smser der er synlige i korrespondancen. I januar måned 2014 er der folk som jeg kun sjældent skriver sammen med, der har skrevet til mig næsten hver fredag. Sommetider som en slags tilråb eller kommentarer til det jeg har skrevet. Til at begynde med opfattede jeg det på samme måde, som når folk kommenterer det jeg har skrevet i mine bøger som var det mit eget liv jeg skrev om. Altså som om at det var kunst, at det var noget der var kunstnerisk formet, at den private sms jeg lige havde sendt til min ven eller kæreste intet havde med mig at gøre. Men det havde den jo. Læserne vidste at vi havde købt lejlighed, før jeg havde fortalt det til min familie. Og hos hvem af deres venner mine børn har overnattet hos. Grænseoverskridende i starten - tænkte jeg - at folk ikke holder sig tilbage, at de læsere jeg kender er så ublu, at de blander sig i fiktionen, nej, i livet, nej, i; hvordan er det nu.

At skrive smser om fredagen har den seneste måned været som at skrive for mig; altså som at skrive skønlitteratur, det har føltes på samme måde, som jeg føler det når jeg skriver på en bog; stoffet er begyndt at organisere sig, jeg har tænkt i mønstre, betydninger, medbetydninger, associationer, klange, toner, sammenstillinger, intertekstualiteter og stemmer. Indramningen af hvad som helst - det hverdagsagtige, det ligegyldige, gør i sig selv alt til historie, til narrativ, giver det gyldig- og synlighed. Pludselig ses det på en anden måde, eller: pludselig kan det ses.

Det distribuerer det sanselige anderledes, det hælder det på en anden container, så andre dele træder frem.

På samme måde som jeg også får det når jeg har skrevet på en bog, på et manuskript, i længere tid, grundigt, på samme måde har jeg fået det med Fredag. Jeg er blevet blind for det, for hvad der står, jeg kan ikke finde ud af om det er noget værd; jeg veksler imellem at synes at det er enormt meningsfuldt, måske originalt, i det mindste: interessant - og så: at det hele er ligegyldigt, spild af folks tid, af min egen. Sådan har jeg det også med Fredag. Paradoksalt nok fordi teksten, det sidste døgns tekst, endnu ikke er skrevet imens dette skrives, og også dette: at jeg ikke selv har læst de fire fredage der allerede er udgivet. Jeg har bare skrevet dem.

Faktisk, tænker jeg, kan det vel ikke lade sig gøre for nogen at læse de tekster på samme måde som andre har læst dem, fordi de i så høj grad hænger sammen med deres medium. De er bundet op af deres her og deres nu; af stedet man læser dem på, men også og ikke mindst af sammenhængen man læser dem i - i blandingen mellem de andre private og automatisk genererede beskeder som Fredag kommer ind midtimellem, den sammenhæng, mobiltelefonens, tidens, dén særlige kommunikationsforms.

På Facebook har jeg set folk diskutere Fredag; flere har skrevet at de blev rørt eller følte sig direkte tiltalt når de modtog smser der på samme tid er dybt private, helt specifikke i deres afsender og adressat, men også, og måske derfor, samtidig på en underlig vis helt generelle, såsom: "Kys skat!"; så føler man sig kysset. Og som en skat. Eller hvis der i en sms har stået noget der tilfældigvis passer ind i ens eget liv - som denne status fra Karen Wagner, som jeg læste i sidste uge:

"Vågnede kl 3 i hotelsengen i nat pga Martin Glaz Serup. Manden er hyper. Da jeg idag til formiddags holdt foredrag om bla SMS-litteratur og værket Fredag, poppede min iPhone som popcorn og den måtte på fly-mode. Jeg burde jo i virkeligheden have streamet tekst-strømmen for tilhørerne. Da jeg kører med IC3 hjem får jeg en ud af en bunke sms'er. Hvordan gik foredraget, bøf? Jeg må svare: Det gik godt, selv bøf med løg på."

Læs interviewet med Hans Joachim Offenberg, der er indstillet til Læsernes bogpris 2014 for 'Myrer'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Nogle går og tramper på dem, men Hans Joachim Offenberg kan ikke få nok af myrer. Han har forsket i én myreart i 10 år og bekæmpet skadedyr i troperne med dem, og i sin baghave har han en myre, der kan slå en mand ihjel.

Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske lørdag d. 2. 2.  2014

»Tiden går i stå for mig, når jeg kigger på myrer,« udbryder Hans Joachim Offenberg.
Han er seniorforsker på Aarhus Universitet og sin karriere har han helliget de små sorte størrelser.
»Jeg ved ikke, hvad det er, der sker, men nogle gange skal jeg helt lade være med at gå ned i vores terrarieafdeling på universitetet, for så går der hurtigt to timer, uden at jeg opdager det.«

Hans Joachim Offenberg er manden bag Myrer, en lille bog, der er en del af Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser, og som er nomineret til Danmarks Biblioteksforening og Berlingskes bogpris, Læsernes bogpris.

Hans fascination stopper ikke efter almindelig kontortid. I sin stue derhjemme har han et terrarium, og et skur i baghaven har han isoleret og indrettet som myrebo.

»Så er jeg tæt på dem og kan bruge de lange vinteraftener på at sidde og kigge på dem og lave småforsøg.«
Som barn var Hans Joachim Offenberg ikke mere interesseret i myrer end andre raske piger og drenge. Passionen opstod først på biologistudiet, hvor han skrev speciale om myrer. Da han var færdig, blev han faktisk tilbudt at skrive en ph.d. om et andet lille dyr, myggen.

»Det sagde jeg nej til, selv om det var rigtig svært at få en ph.d. dengang. Jeg ville simpelthen bare arbejde med myrer.«

Efter et par år fik han sin vilje: En ph.d. om myrer. Siden har han ikke arbejdet med andet.
Som Hans Joachim Offenberg ser det, er der mange gode grunde til, at myrerne er så fascinerende. For eksempel det, at der er mange paralleller mellem myrer og mennesker.

»De kan bygge solfangere, de opdagede landbruget, før vi blev til aber, de begår statskup og tager slaver,« forklarer han.

Den slags finurlig fakta er hans bog spækket med. Samtidig er forskellene til at få øje på.

»Hvis du ser en myre hjemme på terrassen, giver det ikke mening at se på den som et enkeltindivid. Man skal se hver myre som en celle i en superoganisme. De kan agere uafhængigt af hinanden, men piller du myren ud af sammenhængen, dør den. Så de er afhængige af hinanden.«

Sammen kan de til gengæld gøre overordentlig stor gavn. For eksempel med at bekæmpe skadedyr.
»Hvis man lærer at bruge dem rigtigt, er de mere effektive end sprøjtemidler og langt billigere og mere miljøvenlige. Myren blev også brugt som skadedyrsbekæmper for minimum 1700 år siden i oldtidens Kina.«
Skadedyrsbekæmpelse med myrer har Hans Joachim Offenberg arbejdet med at udvikle i blandt andet Australien, Thailand og Afrika.

»Man skal bruge en saks, et stykke snor og en plastikpose,« forklarer han om metoden i troperne.
»Vævermyren, som vi bruger, bygger reder i træerne, og de reder kan man klippe ned på samme måde, som man klipper en frugt ned – man bliver bare bidt lidt mere, for myrerne er ret aggressive. Man flytter rederne ind i en plantage med f.eks cashewtræer på bestemte steder og sammenligner udbyttet med og uden myrer,« siger han og fortæller, at han netop har fået resultaterne fra et projekt i Benin. De viste, at udbyttet steg med 80 procent, når myrerne fik lov til at gå løs på skadedyrene.

Herhjemme har Hans Joachim Offenberg og hans kolleger netop fået penge til et lignende projekt med almindelige skovmyrer i plantager med æbletræer og juletræer.

Hvordan reagerer omgivelserne, når de hører, at du er ekspert i myrer?

»En reaktion, jeg altid får, er, at folk spørger: Hvordan slår man myrerne ihjel? Det er nogenlunde det eneste spørgsmål, jeg ikke gider svare på.«

Han har en søn på otte år, og blandt hans kammerater er det populært at komme med i myrelaboratoriet i haven. Særligt fordi der er en myreart, som Hans Joachim Offenberg kalder dræbermyren.

»Det er en australsk myre, som er meget stor og har så store øjne, at man kan få øjenkontakt med den. Den art slår faktisk hvert år mennesker ihjel i Australien. Den stikker som en hveps, og får man stik nok, dør man. Så den vil vennerne jo gerne se.«

Hvad siger din kone?

»Hun ryster lidt på hovedet af mig, men jeg tror, hun har lært at affinde sig med det. Da vi købte vores hus for 10 år siden, rendte der en myre rundt på gulvet. Min kone syntes ikke ligefrem, det var et salgsparameter, men jeg syntes, det var et rigtig fedt hus, for det var en lidt sjælden myreart. Det vægtede tungt for mig.«

Kan man få følelser for myrer?

»Jeg ved ikke, om jeg ligefrem har et følelsesladet forhold til dem, men jeg går ikke og tramper dem ihjel. Man kan jo aldrig vide, om det er en selvmordsbombemyre, man møder, eller en myre, der er vildt begejstret, fordi den netop har fuldført et statskup. Der kan være så meget med den der lille fis, der render rundt på fliserne.«

Bogen er til debat i oktober og november måned

Læs anbefaling på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-retfaerdige-af-helene-uri

Velkommen til Temalæseklubben.Hver måned læser vi en bog som hører sammen med Litteratursidens månedlige tema. Det kan være gamle bøger og det kan være helt nye bøger. Det vigtigste er at vi sammen kan skrive her på siden om dem.

I marts måned skal vi skrive sammen om  bogen "Koordinater" af Amalie Laulund Trudsø. Som tovhodler i gruppen er det denne måned Maria Guldager fra Middelfart bibliotek som vil sætte gang i skriverierne.

Har du lyst at være med?

Læs interviewet og se videoen med Josefine Klougart, der er indstillet til Læsernes Bogpris 2014 for 'Om mørke'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Den klassiske roman har udspillet sin rolle, mener Josefine Klougart. Med »Om mørke« udvider hun grænserne for, hvad romangenren kan.

Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske fredag d.7. 2.  2014

»Roman« står der på titelbladet til Josefine Klougarts nyeste bog, »Om mørke«. Åbner man den, vil man opdage, at det ikke er en klassisk en af slagsen. Langt fra. Fortællingen åbner med linjen: »Alt det øjnene ser, det blikket falder på.«, og på nogle sider står kun én kort sætning på de ellers blanke ark. I en del af bogen – den der hedder Sapphofragmenter – ser det ligefrem ud, som om store dele af teksten er faldet ud. Tilbage er kun løsrevne ord og halve sætninger.

»fryser, jeg er lige ankommet« står der eksempelvis øverst til venstre på én side. Og længere nede til højre blot ordet »døde«.

»Jeg mener selvfølgelig, at det er en roman,« siger Josefine Klougart om sin bog, der er nomineret til Danmarks Biblioteksforening og Berlingskes bogpris, Læsernes bogpris.

»Litteratur er for mig grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske, og skal man tage den ambition alvorligt, bliver man nødt til at forholde sig til, hvordan vi mennesker erfarer verden, hvordan vi erindrer og skaber sammenhæng i vores liv og i vores virkelighed, hvordan fortællinger hele tiden skabes og går under. Der synes jeg, at den traditionelle kronologiske udviklingsroman i den grad har udspillet sin rolle.«

Det betyder dog ikke, at enhver dannelsesroman er dømt ude, skynder hun sig at indskyde. Men problemet ved for eksempel Henrik Pontoppidans »Lykke-Per« ligger i det, hun kalder fortællerens organiserende blik.
»Det, at en fortæller opererer tilbageskuende, og at alle scener er effektive og går op, så at sige. Vi har ikke noget sprog, der kan honorere den slags overblik.«

For livet er i lige så høj grad afvikling som udvikling, mener Josefine Klougart.

»Jeg synes ikke, man kan bruge en fastfrosset lineær fortælling til så meget. Som jeg ser det, antager livet en slags cyklisk struktur. Man vender hele tiden tilbage til det samme sted for første gang. Som en anden, men det er ikke bare en bevægelse, hvor der bliver ved med at blive lagt noget til. Dén radikale åbenhed må romanen afspejle. Alt andet er løgn og endda en kedelig løgn.«

Eller som der står et sted i »Om mørke«:

»De største revolutioner ændrer ikke fremtiden så meget, som de ændrer det, der går forud«.
»Det handler ikke kun om samfundsmæssige opstande, som også kan gribe tilbage og ændre vores forståelse af det forudgående; det handler lige så meget om de indre skred, der sker i os, i vores verdensopfattelse og syn på os selv, når vi erfarer noget nyt,« siger den 28-årige forfatter.

Men kritikken af den traditionelle fortælleform handler ikke blot om form. Målet er at favne det moderne menneske.

»Det er i virkeligheden en slags frihedsprojekt. Mine bøger handler på en eller anden måde altid om at få skabt plads til at være menneske. Og om hvordan man kan udvide mulighederne for, hvordan man kan være menneske. Der er i ethvert samfund nogle indbyggede mekanismer, der gør, at de her muligheder bliver indsnævret, og at fortællingerne om os selv får en bestemt retning, udfolder sig i bestemte rum. Det er de rum af muligheder, litteraturen gerne skulle sprænge. Det handler om at finde et sprog, vi som mennesker kan være i og som læsere genfinde os selv i.«

Josefine Klougart fortæller, at nogle misforstår hendes roman som et formeksperiment uden fortælling.

»Det har jeg aldrig forstået. Jeg synes, der foregår utrolig meget i mine bøger. Som en af mine forsvarere engang sagde: De handler ikke om ingenting, men om alt! Når nogle har sagt det modsatte, tror jeg det handler om, at man leder efter en bestemt form, som handlingen skal udspille sig i. Jeg tror, man læser forkert, fordi man er så vant til at læse for eksempel krimier, hvor handlingsstrukturen kan være så tydelig, at selv en meget ufokuseret læsning vil fange de stereotype dramatiske vendepunkter. Vores narrative begær bliver for en stund stillet med tomme kalorier.«

Den samme vage opmærksomhed kan man ikke læse »Om mørke« med.

»Så sker der ingenting. Du finder ikke højtråbende og entydige dramaturgiske drejninger i fortællingen,« siger Josefine Klougart.

»Men den er faktisk meget action packed,« udbryder hun og kalder »Om mørke« for en eksistentiel thriller.«
Den handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens. Sådan formulerer hun det selv.

»Men »Om mørke« bliver prægnant og mættet på en anden måde. Nemlig i det konkrete, i billederne og i kraft af de erkendelsesspring, der findes på hver eneste side. I virkeligheden er den sindssygt fortættet.«
Selvom »Om mørke« er en roman, mener Josefine Klougart, at man skal læse den lidt, som man læser et digt.

»Man behøver ikke at kunne genfortælle, præcis hvad et digts handling er, eller kunne sætte ord på den erkendelse, man har under læsningen. Det er jo umuligt at lave sådan en oversættelse af værket,« siger hun og tilføjer:

»Hvis man vil oversætte min bog, kommer man lidt på en opgave. Den er ikke skrevet for at blive oversat, den er skrevet for at blive læst og taget for pålydende. Ikke noget hokus-pokus, bare det liv, der er.«

En usædvanlig krimi får Læsernes bogpris 2014. Et klart flertal af læserne har stemt på Sissel-Jo Gazans 'Svalens graf', der er en krimi med et naturvidenskabeligt plot – ligesom hendes forrige bog, 'Dinosaurens fjer'.

Af Henrik Dannemand Jensen
Artiklen har været bragt i Berlingske

Hvad bruger talentfulde forfattere pengene til, når de får en stor litterær pris?

De holder som regel en fest, tager ud at rejse, køber et nyt køkken eller bruger pengene til de daglige udgifter, så der er råd og ro til at skrive.

Men ikke Sissel-Jo Gazan. Hun går sine egne veje – eller som hun selv siger, »jeg har altid gået i krattet ved siden af vejen og uden kompas«.

Mandag blev hun ringet op af Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeer, som havde en glædelig nyhed. Hun får Læsernes bogpris 2014, som uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske. Et flertal af bibliotekernes brugere og Berlingskes læsere har stemt på Sissel-Jo Gazans roman »Svalens graf«, som var i konkurrence med bl.a. Yahya Hassans digtsamling »Yahya Hassan«, Erling Jepsens roman »Min sønderjyske farm« og Kaspar Colling Nielsens »Den danske borgerkrig 2018-24«.

»Jeg så på mobilen, at der var en, som havde ringet til mig, men jeg havde ingen anelse om, hvem det var. Så da jeg ringede tilbage og fik at vide, at jeg havde fået prisen, kom det virkelig som en overraskelse. Fuldstændig. Og jeg må nok sige, at med den liga af forfattere, jeg var oppe imod, havde jeg ikke lige set det komme. Det er helt fantastisk,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun er i disse dage i København, og da hun havde fået beskeden om prisen, ringede hun straks til sin mand i Berlin og til sine forældre.»Jeg råbte vist lidt højt i telefonen og var i ekstraordinært godt humør,« siger Sissel-Jo Gazan.

Helikoptercertifikat til sin mand

Prisen er på 100.000 kroner, og årets prismodtager vidste med det samme, hvad nogle af pengene skal gå til.

»De skal bruges til, at min mand kan komme til England, så han kan få et helikoptercertifikat, som han kan bruge i Europa. Han er uddannet helikopterpilot i Australien, men hans certifikat gælder ikke her, så han skal op til nogle særlige prøver. Det var det første, jeg tænkte, da jeg fik nyheden om prisen, og han blev ret glad, da jeg fortalte ham det, for han har ikke noget job lige nu,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun har for travlt til at fejre prisen lige med det samme. Mandag aften læste hun op af »Svalens graf« på Danmarks Tekniske Universitet, og i aftes gjorde hun det samme i Vordingborg.

»Men det kan da godt være, at jeg fejrer det med en sandwich indpakket i Vita Wrap,« sagde hun i går og grinede.

Bor i Berlin

Sissel-Jo Gazan bor i Berlin sammen med sin australske mand, Mark, sin 12-årige datter, Lola, og parrets fælles søn, Willow på to. Boligen ligger i kvarteret Mitte tæt ved den gamle Berlinmur.

»Det er ni år siden, jeg flyttede til Berlin. Jeg havde hørt, at det var en super cool by, og jeg ville egentlig bare derned et års tid, men så kom jeg bare aldrig hjem igen,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun elsker Berlin, fordi der sker så meget, og fordi den er en smeltedigel af forskellige mennesker, nationaliteter og kulturer. Hendes kvarter omkring Brunnenstrasse er en dejlig blanding af gammel trash og hipt, siger hun.

»Jeg kan også godt lide at være i et fremmed land, for det er det jo, selv om jeg nu føler mig hjemme i byen. Det passer mig godt med et internationalt liv med forskellige sprog. Jeg taler dansk til mine børn, engelsk med min mand og tysk uden for hjemmet – børnene går i tysk skole og børnehave,« siger Sissel-Jo Gazan, der i 2012 havde en pause i berlinerlivet, da hun var i Australien hos Mark, der har arbejdet som både olieborebisse og helikopterpilot.

»Svalens Graf« er en krimi, men skiller sig ud i krimivrimlen ved at have et plot, som bygger på naturvidenskabelige fakta. Bogen er en forlængelse af Sissel-Jo Gazans forrige roman, »Dinosaurens fjer«, og bygger lige som den på naturvidenskabelige fakta. I »Svalens Graf« drejer det sig om en WHO-godkendt børnevaccine, der viser sig at få dødeligheden blandt børn i udviklingslande til at stige. Romanen handler om Marie Skov, der arbejder på et forskerteam i Afrika og bliver involveret i en sag om forskningssnyd, mord og kærlighed. Bogen er, skrev Berlingskes anmelder Merete Reinholdt, både videnskabelig samtidsroman, psykologisk familiekrønike og begavet femikrønike.

Begge bøger er blevet bestsellere. Hvordan forklarer Sissel-Jo Gazan interessen for kombinationen af videnskab og krimi?

»Det er jo ikke klassiske krimier, men jeg bruger genrens greb til at fortælle om noget andet – i »Svalens graf« handler det om banebrydende dansk forskning, og det fascinerer folk,« siger Sissel-Jo Gazan.

Hun har skrevet de første tre sider af sin næste roman, men der kommer nok til at gå nogen tid, før vi får den at se – hun har brugt fem år på sin seneste bog.

»Jeg planlægger en bog om Aarhus og 70erne, Berlin, studenterlederen Rudi Dutschke og street art. Den kommer ikke til at handle om naturvidenskab, men jeg vil igen have en meget researchet tilgang til stoffet. Den kommer til at handle om idéhistorie og kunsthistorie. Den skal foregå i 2006 og sjovt nok handle om en kvinde midt i 30erne, der kommer til Berlin med sin datter,« siger Sissel-Jo Gazan, der hermed lægger op til en roman med stærkt selvbiografiske træk.

»Jeg tror, at jeg i en eller anden forstand altid skriver om mig selv, for ellers kan det være svært at gøre stoffet inderligt nok til, at det kan blive vedkommende for andre. Men det er ikke 1:1 selvbiografisk,« siger Sissel-Jo Gazan.

Bredt felt af nominerede

Litteraturredaktør Søren Kassebeer, siger om årets afstemning om Læsernes bogpris:

»Vi tilstræber at have så bredt et felt af nominerede titler som muligt. Vi har alt fra det brede til det smalle, og vi har både lyrik, børne-, fag- og skønlitteratur med. Det er smukt, at læserne inden for det felt vælger en vinder, som repræsenterer en genre, som måske lidt mindre end andre genrer bliver tilgodeset, når vi taler om priser, der ikke er målrettet krimi.«

Søren Kassebeer kalder samtidig Sissel-Jo Gazan for »en rigtig god storyteller«.

»Hun kan fortælle en spændende historie med nogle interessante karakterer. Samtidig er hendes bøger funderet i en viden om biologien, som hun kan øse af, fordi hun har en grundviden om naturvidenskab og det naturvidenskabelige miljø. Det gør hendes bøger til noget helt særligt.«

Læsernes bogpris overrækkes på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Vejle 27. marts.

Med en faktisk rejse til Nordkorea som fundament har Eva Tind (igen) begået et både rørende smukt og nøgent nøgternt værk om identitet, søgen og ophav.

Forfatter og billedkunstner Eva Tind har gennem hele sit forfatterskab brugt af hovedstolen, som man siger, altså skrevet på sit eget liv, sine egne oplevelser og erfaringer. Hun er langt fra den eneste. I disse tider er det (med en mild form for overdrivelse) næsten ikke til at få øje på en forfatter, som ikke – og uden forsøg på at skjule det – bruger sig selv og sit liv, og det er der rent faktisk kommet meget god litteratur ud af.

Han er et eksempel herpå, og titlen inviterer næsten omgående til eftertanke, hvis man som jeg har læst Tinds øvrige værker og dermed ved, at hun er adopteret fra Korea. For mon ikke ”Han” (foruden at være den generelle definition af den maskuline del af menneskeheden) også betyder noget på koreansk? Jovist. Først og fremmest er Han navnet på Evas biologiske far. Den mand af hvis celler hun er dannet, men ikke den mand hun er vokset op sammen med, idet Eva allerede som ganske lille blev bortadopteret til et dansk ægtepar. Men uanset hvad: Halvdelen af Eva udgøres af Han.

Derudover er Han også ”[…] et fænomen iboende den koreanske kultur. […] Han er en del af menneskets blod og åndedrag, det beskriver en følelse af uforløst vrede mod en livslang smerte forårsaget af uretfærdig lidelse”. På den led bliver Han både Evas far og den koreanske kultur, som hun altså ikke voksede op i, men alt til trods alligevel er rundet af. Korea kalder, og i vinteren 2012 rejser Eva til Nordkorea – en rejse, som nu er blevet til en roman.

I noget der med nogen ret kan betegnes som dagbogs-format fortæller Eva om sine dage i et vinterkoldt Nordkorea sideløbende med, at hun har indre dialoger med sin (nu afdøde) biologiske far Han. Og sprogligt set er hun tro mod sin stil: Eva Tind skriver både smukt og nøgternt – også denne gang. Ja faktisk vil jeg mene, at de to ting – det smukke og det nøgterne – betinger hinanden her. Der er en gennemgribende rolig tone hele romanen igennem, til trods for at handlingen er henlagt til et land, hvor man sådant set har al mulig grund til netop IKKE at føle sig rolig.

Som turist i Nordkorea, (alene den sætning forekommer nærmest absurd), er man underlagt en alenlang række af instrukser for, hvordan man gebærder sig, og for hvad man må og – ikke mindst – ikke må. Her er tale om en plet på jorden, hvor man endnu engang må konstatere, at virkeligheden langt overgår fantasien. Han er derfor både et kig ind i et lukket land, en søgen efter svar hvis spørgsmål man ikke kender, men kun kan mærke, og et møde med en kvinde, som er modig, velskrivende og æstetisk i sin tilgang til alt – også det grimme.

At læse På sporet af den tabte tid tager tid. Alene værkets omfang – over 3200 sider i syv tætskrevne bind – er en udfordring for selv den mest vedholdende læser. Med sætninger der til tider kan strække sig over flere sider, er Marcel Prousts skrivestil ofte karakteriseret som ’svært tilgængelig’. Intet kunne være mere forkert for Proust kræver ingen særlige forudsætninger at læse. Man opdager, til sin fryd, at det er igennem Proust at læsningens vidunder åbenbares. At læse På sporet er at give sig selv tid.

Læsekredsen henvender sig både til alment litteraturinteresserede og til studerende, der ønsker en indføring i Prousts værk, hans æstetik og livsverden. Formålet med læsekredsen er at læse alle romanværkets syv bind – fra ende til anden.

MEN hvordan skal det hele foregå?
Jo, du kan både følge med i læsekredsens 'fysiske' møder og i dens virtuelle dimension. 

Det næste 'fysiske' møde finder sted 11/2 – 2013. Kl. 17 – 19.30. Og vil foregå på Hovedbiblioteket i Aarhus (lokale B, 1. sal). De kommende møder er (indtil videre) fastlagt til: 11/3

Aktiviteten i 'den virtuelle dimension' vil du kunne følge på denne side, nærmere bestemt ved at klikke på linket til 'På sporet af den tabte tid' nedenfor. Her vil du også kunne finde opdateret mødeplan, oplæg til diskussion og referat af nogle af de forrige møder.
Læs de seneste referater her:
1. møde - november 2011 
2. møde - december 2011
3. møde - januar 2012
4. møde - februar 2012
5. møde - marts 2012 
(Desværre er der ikke referater fra de seneste mødegange. Følg i stedet med i forummet for relevante diskussioner.)

Et par anbefalinger hvis du er ny udi Proust kan findes her:

Anbefalinger for Proust-interesserede

Tovholdere for læsekredsen er lektor i litteraturhistorie Steen Klitgård Povlsen (litskp@hum.au.dk) og cand.mag i litteraturhistorie Jacob Ulrich (jacob.ulrich@gmail.com). Kontakt os endelig hvis der er spørgsmål.

Bogen er til debat i oktober og november måned

Læs anbefaling på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-retfaerdige-af-helene-uri

"Fabulerende, absurd og fantastisk" skriver Litteratursidens anmelder, men er du enig? Klik ind og deltag i debatten i DR Romanklubben.

Bogen er til debat i marts 2014
Læs Litteratursidens anmeldelse og vores analyse hvor du også kan finde henvisning til andre anmeldelser mm. Klik og læs mere på DR.dk 
Brug Forfatterweb gennem dit biblioteks hjemmeside og læs mere om forfatteren Kasper Colling Nielsen. (Gå ind på dit eget bibliotekets hjemmeside og find forfatterweb. Når du logger dig ind med dine bibliotekskoder, får du gratis adgang til forfatterweb)

Den nordiske krimi fylder stadig mange hyldemeter på bogreolerne i udlandet og herhjemme. Krimimessen er et af de steder man kan kigge hen for at se, hvad der rører sig lige nu i den populære genre Nordic Noir.

Af Winnie Bjerg Arnold, Horsens bibliotek

”I år har vi fokus på de litterære priser, fordi de er med til at synliggøre den nordiske krimi, som er så populær i Norden og også i høj grad er blevet det især i England og Tyskland,” fortæller programansvarlig Vibeke Johansen fra Horsens bibliotek, som står bag Krimimessen.

Det drejer sig f.eks. om årets vinder af Glasnøglen, norske Jørn Lier Horst, der interviewes om vinderbogen og optræder i en paneldebat på Krimimessen. Jørn Lier Horst har modtaget den prestigiøse pris for årets bedste nordiske krimi for Jagthundene, der udkommer på dansk d. 27. marts om politimanden William Wisting.

Jørn Lier Horst er meget læst i sit hjemland og udkommer nu i 16 lande - blandt andet USA, Canada Frankrig, England og Tyskland. Som sin hovedperson er Horst selv tidligere efterforskningsleder, og skriver derfor med en stor indsigt i opklaringsarbejdet, men også med en samfundskritisk kant, der er typisk for Nordic Noir-krimien.

Velfærdssamfundet har gjort Norden noir
Men hvad kendetegner genren Nordic Noir – udover det permanente novembervejr? Bo Tao Michaëlis, krimikender og bestyrelsesmedlem i Det Danske Kriminalakademi, indkredser Nordic Noir i forhold til samfundsstrukturerne:

”Mørket i den nordiske krimi kommer fra samfundet og ikke fra menneskets indre. Ondskaben kan ikke føres tilbage til individet, som i den klassiske amerikanske noir-krimi, hvor den amerikanske drøm spejles ved, at der altid er en, der tager et skæbnesvangert valg: man går ind af den forkerte dør, kysser den forkerte kvinde eller går med i et fatalt kup,” forklarer Bo Tao Michaëlis.

Han nævner Jussi Adler-Olsens Journal 64 som et eksempel på en Nordic Noir-krimi, med en underliggende fortælling om samfundsmekanismerne som den egentlige skurk.
En sexmisbrugt pige kommer på den berygtede ø-anstalt for seksuelt løsagtige kvinder på Sprogø, og tager senere en grusom hævn. Her har samfundet svigtet et offer, der derfor siden udvikler sig til bøddel. Heri ligger kritikken ifølge Michaëlis:

”Skurken blev skabt af et samfund, der troede det var perfekt, men ikke var det.”

Også i helteskikkelserne skinner sprækkerne i samfundsordenen igennem:

”Den amerikanske Noir-hero er altid en mand uden fortid. Vi ved ikke, hvad han flygter fra, mens den nordiske helt har både fortid og en hverdag, det er svært at få til at hænge sammen. 

Nordiske programpunkter
Årets fokus på de nordiske prisvindere findes i et programpunkt som ”Glasnøglen og det nordiske samarbejde,” hvor Nils Nordberg, Bo Tao Michaëlis og Anders Hammarqvist, med Nanna Rørdam Knudsen som ordstyrer, diskuterer Glasnøglevinderne gennem tiden og undersøger tendenser inden for genren. Kunne dem, der vandt for ti år siden lige så godt vinde i dag, eller har traditionen ændret sig?

Vibeke Johansen har som bagkvinde for Krimimessen fulgt den nordiske krimi tæt, og sporer en udvikling:

”Jeg tror vi er på vej mod et større fokus på kvalitet og på de helt store forfattere – i øjeblikket ligger Jo Nesbø på bestsellerlisterne både i Norge og i den store verden, og jeg tror vi vil se mere af det i fremtiden. Men Krimimessen er stadig et sted, hvor vi gerne vil vise hele spektret, og give et øjebliksbillede af, hvad der sker på krimiscenen lige nu – også med nordisk fokus” 

Læs mere her:
Barry Forshaw (2012): Death in a cold climate: a guide to Scandinavian crime fiction.
Palgrave MacMillan.

Hold også øje med disse Noir-sessions på programmet

Kandidater til Glasnøglen 2014: Bo Tao Michaëlis taler med vinderen af Glasnøglen 2013, Jørn Lier Horst (Norge), og kandidater til Glasnøglen 2014, bl.a. Christoffer Carlsson (Sverige) og Simon Pasternak (Danmark).

Lørdag d. 5 april kl. 15.45 i Trykkeriet.

Glasnøglen og det nordiske samarbejde gennem tiderne. Nils Nordberg, Anders Hammarqvist og Bo Tao Michaëlis taler med Nanna Rørdam Knudsen.
Lørdag d. 5. april kl. 15.00 i Trykkeriet.

Nordic Noir: Krimieksperterne Kerstin Bergman, Bo Tao Michaëlis og Nils Nordberg taler med Else Barratt-Due om nordisk krimi.
Søndag d. 6. april kl.11.00 i Snedkeriet.

Krimimessen finder sted på Fængslet i Horsens weekenden d. 5. og 6. april.

Se mere på www.krimimessen.dk

Har du prøvet at stå i boghandlen eller på biblioteket med en bog og ønsket, at du kunne trylle en anmeldelse af bogen frem på din iPhone? Det kan du nu med Litteratursidens app, som kan hentes i AppStore fra i dag.

I app'en kan du nemlig scanne en bog hvor som helst og når som helst og læse anmeldelsen fra Litteratursiden. Og hvis du vil låne bogen, kan du gå direkte til bibliotek.dk.

Ud over at finde inspiration blandt Litteratursidens tusindvis af anmeldelser, forfatterportrætter og boglister, kan du selv oprette boglister og dele på Facebook mm. Samtidig kan du på den enkelte anmeldelse se hvilke boglister, bogen indgår i, og dermed taler bøgerne sammen på kryds og tværs.

Med denne app til iPhone og iPad giver bibliotekerne endnu et tilbud til dig, der gerne vil læse om gode bøger og dele dine favoritter med andre. Samtidig kan du deltage i Litteratursidens inspirerende fællesskab med deling af læseoplevelser og yndlingsbøger på flere platforme. Website og app er tæt forbundet, så de lister, du opretter på app’en, vises på Litteratursiden og indholdet, som bliver vist på app’en, stammer fra websitet.

Med bibliotekernes app om litteratur har du både mulighed for hurtig inspiration og for at dykke ned i det store hav af anmeldelser.

Log ind på app’en via din brugerprofil fra sitet. Du kan også bruge app’en uden at logge ind, men kan så ikke oprette bogliste og dele på Facebook osv.

At læse På sporet af den tabte tid tager tid. Alene værkets omfang – over 3200 sider i syv tætskrevne bind – er en udfordring for selv den mest vedholdende læser. Med sætninger der til tider kan strække sig over flere sider, er Marcel Prousts skrivestil ofte karakteriseret som ’svært tilgængelig’. Intet kunne være mere forkert for Proust kræver ingen særlige forudsætninger at læse. Man opdager, til sin fryd, at det er igennem Proust at læsningens vidunder åbenbares. At læse På sporet er at give sig selv tid.

Læsekredsen henvender sig både til alment litteraturinteresserede og til studerende, der ønsker en indføring i Prousts værk, hans æstetik og livsverden. Formålet med læsekredsen er at læse alle romanværkets syv bind – fra ende til anden.

MEN hvordan skal det hele foregå?
Jo, du kan både følge med i læsekredsens 'fysiske' møder og i dens virtuelle dimension. 

Det næste 'fysiske' møde finder sted 11/2 – 2013. Kl. 17 – 19.30. Og vil foregå på Hovedbiblioteket i Aarhus (lokale B, 1. sal). De kommende møder er (indtil videre) fastlagt til: 11/3

Aktiviteten i 'den virtuelle dimension' vil du kunne følge på denne side, nærmere bestemt ved at klikke på linket til 'På sporet af den tabte tid' nedenfor. Her vil du også kunne finde opdateret mødeplan, oplæg til diskussion og referat af nogle af de forrige møder.
Læs de seneste referater her:
1. møde - november 2011 
2. møde - december 2011
3. møde - januar 2012
4. møde - februar 2012
5. møde - marts 2012 
(Desværre er der ikke referater fra de seneste mødegange. Følg i stedet med i forummet for relevante diskussioner.)

Et par anbefalinger hvis du er ny udi Proust kan findes her:

Anbefalinger for Proust-interesserede

Tovholdere for læsekredsen er lektor i litteraturhistorie Steen Klitgård Povlsen (litskp@hum.au.dk) og cand.mag i litteraturhistorie Jacob Ulrich (jacob.ulrich@gmail.com). Kontakt os endelig hvis der er spørgsmål.

Bogen er til debat i oktober og november måned

Læs anbefaling på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-retfaerdige-af-helene-uri

Har du prøvet at stå med en bog og ønsket, at du kunne trylle en anmeldelse af bogen frem på din iPhone? Det kan du nu med Litteratursidens app, som kan hentes i AppStore.

I app'en kan du nemlig scanne en bog hvor som helst og når som helst og læse anmeldelsen fra Litteratursiden.

Ud over at finde inspiration blandt Litteratursidens tusindvis af anmeldelser, forfatterportrætter og boglister, kan du selv oprette boglister og dele på Facebook mm. Samtidig kan du på den enkelte anmeldelse se hvilke boglister, bogen indgår i, og dermed taler bøgerne sammen på kryds og tværs. Og hvis du vil låne bogen, kan du gå direkte til bibliotek.dk.

Med denne app til iPhone og iPad giver bibliotekerne endnu et tilbud til dig, der gerne vil læse om gode bøger og dele dine favoritter med andre. Samtidig kan du deltage i Litteratursidens inspirerende fællesskab med deling af læseoplevelser og yndlingsbøger på flere platforme. Website og app er tæt forbundet, så de lister, du opretter på app’en, vises på Litteratursiden og indholdet, som bliver vist på app’en, stammer fra websitet.

Med bibliotekernes app om litteratur har du både mulighed for hurtig inspiration og for at dykke ned i det store hav af anmeldelser.

Log ind på app’en via din brugerprofil fra sitet. Du kan også bruge app’en uden at logge ind, men kan så ikke oprette bogliste og dele på Facebook osv.

Vi håber på længere sigt også at kunne tilbyde app'en til Android.